©  Foto:

Fastelavn på Ærø

Fastelavn er noget ganske særligt og traditionsrigt på Ærø.

Fastelavn er stort på Ærø - for både store og små.

På hele øen kan man om dagen møde udklædte børn, der går rundt og rasler, men i Ærøskøbing mødes børnene desuden meget tidligt om morgenen, og vækker byen med en masse larm. Alle slutter af hos bageren, som byder på friske Hetvier, en slags fastelavnsbolle, som stammer fra Sønderjylland, og som stadig kan fås på Ærø.

At gå maske
Er du i Ærøskøbing om aftenen fastelavnsmandag, og fx på besøg hos nogle spøgefulde lokale, kan du være heldig, at det banker på døren og nogle mærkværdige gæster med pibestemmer og masker kommer ind og forlanger at få fx et snapseglas med portvin og sugerør; nu bliver der fortalt røverhistorier i stor stil, ofte til stor morskab for alle – og gerne om aktuelle temaer på øen, som de maskeklædte parodierer over.

På Ærø går de voksne nemlig også masker, som det kaldes - en tradition, der efter sigende blev ført til øen for omkring 150 år siden af en skræddersvend fra Bregninge, som hentede ideen på Als, og som også finder sted i forbindelse med dagene omkring Helligtrekonger (d.6.januar); historien lyder, at da gamle Maren i Leby skyldte skræddersvenden penge, forklædte han sig og havde nær skræmt livet af hende, da hun troede, at skræddersvenden var fanden selv!