Destination Fyn_logo
Bane, deltagere og publikum til VM i Cyklecross med havet i baggrunden.

Store sportsevents trækker også erhvervsturister til Fyn

25.10.2021
Foto: Lars Møller

Når Viktor Axelsen og de andre verdenstjerner slår fjer over nettet ved Victor Denmark Open i Odense, og når Tour de France-feltet triller ind over broen til Nyborg næste sommer, er det en kendt sag, at det skaber turismeomsætning. 

At vi på Fyn i stigende grad formår at sikre mere langsigtede og geografisk spredte sideeffekter af værtskaberne for vores sportsevents, er der færre, som er opmærksomme på. Men det er faktisk en tendens, der er tiltagende og et vigtigt led i Destination Fyns strategi.

Danisa Denmark Open

Foto:Lars Møller

Så snart ketsjertaskerne har forladt lobbyerne på de odenseanske hoteller i kølvandet på Victor Denmark Open, kan Comwell H.C. Andersen i denne uge byde velkommen til en flok internationale cykelentusiaster, der gæster Fyn i forbindelse med for det internationale cykelforbund UCI's Mobility & Bike City Forum.

Til marts er det så den europæiske cykelunion UEC, der kommer forbi Fyn med deres årlige kongres, og blot et par dage før Tour-feltet fræser hen over Storebælt samles ikke mindre end 450 journalister, forskere, og repræsentanter fra forskellige idrætsorganisationer i Odense til Play the Game-konferencen.

- Alle disse værtskaber, som trækker konferencegæster til Fyn og sikrer vigtig erhvervsturisme til øen, har på den ene eller anden vis fået en hjælpende hånd til en blød landing på Fyn i kraft af vores arbejde med tiltrækning af de store sportsevents, fortæller Jakob Staun, der er eventchef hos Destination Fyn

Fyns position som cykeldestination, som bl.a. er tegnet ved afholdelse World Cup og VM i cyklecross samt mindre events på landevej, bane og mountainbikespor, har f.eks. ledt til internationale kontakter og bragt Fyn i betragtning som en mulig og ligefrem oplagt vært både for UCI-konferencen i denne uge og UEC-kongressen i marts.

På Fyn og i Danmark oplever man en sand passion for cykling. Vi er imponerede over, hvordan værtskabet for cykelevents er blevet eksekveret på Fyn - som f.eks. det spektakulære Cyklecross VM i 2019, som jeg besøgte i Bogense, men også hvordan initiativer og infrastruktur bliver leveret som led i en stærk strategisk ambition. Af denne grund blev Bike Island Fyn også udnævnt til UCI's Bike Region i 2017 og senere tildelt værtskabet for dette års UCI Mobility & Bike City Forum. Jeg glæder mig over, at de andre UCI cykelbyer og -regioner sammen med repræsentanter fra en lang række nationale forbund, får muligheden for også at opleve Fyn ved denne lejlighed, siger UCI-præsident David Lappartient, der sammen med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Danmarks Cykle Unions formand Henrik Jess Jensen åbner UCI Mobility and Bike City Forum tirsdag morgen.

Play the Game-konferencen, der finder sted umiddelbart op til Tour de France-braget næste sommer, blev for nyligt trukket til Fyn i skarp konkurrence med en række andre værtsbyer, der også bragte en betydelig økonomi i spil. Men udsigten til at krydre konferencen med et drys af to store sportsevents på øen var et afgørende lod på vægtskålen i Fyns favør.

- Det har været en vigtig del af vores beslutning om at placere konferencen i Odense, at deltagerne får mulighed for at opleve to forskellige typer af store idrætsbegivenheder på Fyn, hvis de forlænger deres ophold lidt. Med DGI's Landsstævne 2022 kan vores udenlandske deltagere få et indblik i en helt unik dansk og folkelig idrætstradition, mens afslutningen på 2. etape i Tour de France Grand Depart viser, hvordan en international mega event kan transformeres ind i en dansk kontekst, siger Stanis Elsborg, der er konferenceansvarlig i Play the Game.

Fakta om UCI Mobility and Bike City Forum

  • Godt 100 cykeleksperter, beslutningstagere fra nationale forbund/organisationer samt repræsentanter fra nuværende og kommende UCI Bike byer og regioner deltager i forummet
  • Ca. 16 forskellige lande er repræsenteret
  • Blandt hovedtalerne er den tidligere cykelkoryfæer og nuværende transportkommisær i Manchester Chris Boardman samt den nuværende profesionelle cykelrytter Ashleigh Moolman Pasio
  • Odeon lægger rammer til konferencen, der strækker fra 26.-27. okt. med cykelture i Odense, som en del af programmet på dag 2
Jakob Lund Staun
For mere information kontakt

Eventchef

jakls@destinationfyn.dk