Destination Fyn_logo
Green Key-logoet opstillet ved siden af grøntsager

Fynske turismevirksomheder vil have papir på deres gode grønne gerninger

12.5.2023
Foto: Hotel Faaborg Fjord

Står i kø for at blive certificeret: Fyn har sat jagten ind på målsætningen i den nationale turismestrategi. 

70 pct. af overnatningsstederne skal være bæredygtighedscertificerede i 2030, men allerede i 2023 har Fyn en god del af byttet i hus. Lige nu indstiller flere og flere fynske turismevirksomheder sigtekornet på arbejdet med bæredygtighed og mærkningen af det.

Green Key, Svanemærket, B Corp, Green Camping, Green Attraction. De grønne stempler er mange, og de bliver efterhånden hyppigere og hyppigere at spotte på indgangsdøren til de fynske hoteller, turistattraktioner osv.
 
- Vi er nået til et punkt lige nu, hvor virksomhederne for alvor begynder at få greb om alle de spredte tiltag, de har gjort og får samlet dem til strategier, som de er klar til at kommunikere, og som de også gerne vil realisere gevinsten af. De begynder at integrere bæredygtighed som en helt central del af kerneforretningen og de grønne, socialt og økonomisk bæredygtige overvejelser spiller en rolle i flere og flere af virksomhedens processer - ligesom investeringerne vokser, fortæller Mark Hauge Østergaard, der er bæredygtig forretningsudvikler hos Destination Fyn
 
Et friskt bæredygtighedsbarometer fra Destination Fyn viser, at fire ud af fem fynske turismevirksomheder har integreret bæredygtighed i deres forretning. I slutningen 2021 var det kun halvdelen. Samtidigt vokser andelen af bæredygtighedscertificerede hoteller hele tiden. Mens 37 pct. sidste år i august kunne fremvise et stempel med en grøn nøgle eller en svane, er det lige nu 44 pct., der kan kalde sig bæredygtighedscertificerede. Og der er flere på vej.
 
Det er en tendens, der gør sig gældende på tværs af hele landet, omend Fyn ligger et stykke foran landsgennemsnittet. Hos HORESTA, der står bag Green Key-certificeringen, bekræfter sekretariatsleder Mikal Holt Jensen, at der er tryk på certificeringslysten i øjeblikket.
 
- Det seneste halve år har vi oplevet, at endnu flere virksomheder står i kø til vores mærkningsordninger. At vi har introduceret certificeringer også til attraktionerne og campingpladserne har naturligvis været med til at øge interessen bredt, men vi oplever også helt klart en effekt af det opsøgende arbejde, der bliver gjort bl.a. af MeetDenmark, Destination Fyn og de andre storbyers destinationsselskaber. Det er med til at lokke mange op af de sorte huller og ud på den grønne rampe, siger sekretariatslederen, der ikke har kunnet undgå at bemærke, hvor meget der sker på Fyn i øjeblikket.
 
I slutningen af april blev Svendborg Museum Fyns første Green Attraction, og i næste uge bliver det bl.a. Munkebo Kros tur til at sende ansøgning afsted med krydsede fingre for en Green Key-certificering.
 
- Vi har jo haft kørt mange af de her bæredygtige tiltag i stilling gennem noget tid, men Destination Fyn og sparringen omkring først kommunikation og nu certificering har gjort det muligt at få det sat i system og få det hele fra tanke til handling. For os lidt mindre steder er den her form for kærlige puf og minimering af risiko altafgørende for at få det optimale ud af vores arbejde og indløse den fulde billet til den bæredygtige rejse, fortæller Finn Egebjerg Rasmussen, der er indehaver af Munkebo Kro.
 
Den brede bølge af certificeringer, som er i gang lige nu, er bl.a. blevet boostet i forbindelse med et rådgivningsforløb, som Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling driver med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Midler, der giver virksomhederne en hjælpende hånd i form af professionel rådgivning og medfinansiering til selve certificeringsprocessen. Forløbet har ansøgningsfrist d. 15. maj.

FAKTA

  • Ifølge en frisk analyse fra VisitDenmark har Green Key-certificerede hoteller en højere belægningsprocent (63 pct.) end ikke-certificerede hoteller (56 pct.).
  • Wonderful Copenhagen er den destination, som har den højeste andel af Green Key-certificerede hoteller, mens Fyn og Trekantområdet deler andenpladsen.
  • Ifølge Destination Fyns Bæredygtighedsbarometer 2023 har 79 pct. af turismevirksomhederne enten høj eller medium grad af bæredygtighed mod 50 pct. i 2021 - og 93 pct. forventer stigende investeringer i bæredygtighed de kommende 1-2 år.
  • Bag Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling står MeetDenmark, Dansk Storbyturisme, Dansk Kyst- og Natur Turisme og VisitDenmark. Rådgivningsforløbet omkring certificering udfoldes af MeetDenmark og Dansk Storbyturisme i samarbejde med Destination Fyn, Destination Nord, Wonderful Copenhagen og VisitAarhus og med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
  • Se Destination Fyns Bæredygtighedsbarometer 2023
  • Se VisitDenmarks Hotelanalyse 2022

Kontaktinformation

  • Mark Hauge Østergaard, bæredygtig forretningsudvikler, Destination Fyn, tlf. 20 51 27 28
  • Mikal Holt Jensen, sekretariatsleder Green Key, HORESTA, tlf. 35 24 80 64
  • Finn Egebjerg Rasmussen, indehaver Munkebo Kro, tlf. 22 11 50 15