Syrenhegn på Sydfyn

Vandretur langs de Sydfynske syrenhegn

Foto: Destination Fyn

I blomstringstiden i maj/juni er syrenerne smukke og velduftende. Sydfyn, særligt Faaborgegnen, er kendt for de levende og utroligt smukke syrenhegn rundt om i det sydfynske landskab. Vi guider dig til en vandretur langs de Sydfynske syrenhegn.

Sådan finder du vej

Et godt sted at starte er parkeringspladsen Dronningeudsigten, ved Haastrup. Tag en kort afstikker og gå de få meter hen til Trebjerg, Fyns tredje højeste punkt, hvis 128 meter høje ”bjerg” ligger kun små ca. 100 meter vest for Øhavsstien, som er en 220 km trampesti, der går rundt i hele Det Sydfynske Øhav. Herfra har du en fantastisk udsigt ud over en stor del af Øhavet.

Gå tilbage til parkeringspladsen og ud af vejen, der hedder Stenlund. Fortsæt ligeud ad Trentevej mod Trente Mølle Naturskole. På hele ruten møder du de mest fantastiske syrenhegn, som helt og aldeles opvejer det faktum, at du går langs en mindre vej.

Når du kommer til Trente Mølle, går du rundt om Møllen ud mod herregården Østrupgård, hvis midterste stenhus stammer helt tilbage fra middelalderen. Lige omkring den smukke gamle herregård, der er i privat eje, finder du på din højre hånd et vandringskilt med en lille vandringsmand, der fører ind i skoven.

Her kommer du ind på Øhavsstien. Denne trampesti kan give nogle helt igennem fantastiske vandreoplevelser; stien er sjældent overrendt af andre vandrere, og den er smækfyldt med de smukkeste naturoplevelser: herregårdsskove, udsigter, strandkanter, bakker og enge.

Gå nu på Øhavsstien, til du næsten når Trebjerg igen. Kort derefter svinger du væk fra Øhavsstien og til højre ind på Radbyvej. Her møder du igen en masse smukke syrenhegn. Når du kommer til Haastrup by, går du mod højre (mod Trente Mølle), og efter nogle hundrede meter er du ved parkeringspladsen igen. Læs mere om Trente Mølle. 

Syrenernes historie

Syrenerne er et af det Sydfynske landskabs mest synlige karaktertræk, og deres historie begynder i 1800-tallet, hvor de blev indført og plantet som læhegn for deres gode voksekraft, og senere hen for deres skønhed og duft. Snart fandt de vej til kunstnernes hjerter, og blandt andet H.C. Andersen og Anna Syberg har ladet syrenerne indgå i deres værker.

På verdensplan er syrenerne på Sydfyn unikke. Ikke noget andet sted kendes den samme udbredelse af syrener i hegn som her. Syrenerne findes langs mange veje - endog på begge sider af vejen. De lilla og velduftende hegns oprindelige formål var som læhegn for at skærme for den stride vestenvind. En anden funktion var som skel mellem marker for at holde kreaturer væk fra afgrøderne på de tilstødende marker.

Syrengrenene blev også brugt som komfurbrænde som afløsning for den tornbesatte tjørn. Det var de hjemmegående hustruer glade for, da de så ikke stak sig på tornene, og desuden brænder syren meget bedre på grund af et stort olieindhold.

Da syrenhegnene er en del af vores levende kulturarv – og derfor vigtige at forstå og beskytte - indsamler museer og myndigheder så meget viden som muligt om syrenhegnene. I 2013 blev første etape af kortlægningen af syrenhegnene gennemført af frivillige via Øhavsmuseet i Faaborg.