Lundsgård skove

Skovene byder på mange kilometer veje, der er særdeles velegnede til både cykel-, vandre- og løbeture. Et vejnet på 10 km fører jer rundt i de tre skove; Holmeskov, Tværbæk Lund og Storskov. I alt 2,5 km2 skov med flora, fauna, historiske mindesmærker inden for rækkevidde og en fantastisk beliggenhed tæt på Kerteminde og Storebælts blå strande.

I området lever masser af dyr, blandt andet råvildt og harer, og for deres og naturens skyld beder vi jer om at benytte vejene, når I opholder jer i Lundsgaards skove.

Om skovene
Holmeskov, Tværbæk Lund og Storskov; Første, Anden og Tredje Skovenes ry rækker langt tilbage i tiden. Indtil omkring 1920 anså forstfolk skovene for at være Danmarks bedste løvskove.
Efter Genforeningen tilfaldt æren Kobbelskov i Sønderjylland, indtil den blev ødelagt under orkanen i oktober 1967. Da var Lundsgaard igen på en fornem førsteplads. I 1999 gjorde en ny orkan ende på det faktum. I dag er der ikke meget tilbage af skoven fra 20’erne, men en ny generation bøgetræer er ved at vokse sig store og stærke.
Lundsgaards skove er brugsskove og indgår sammen med et omliggende landbrug som en del af godsets drift.

Fauna
Dyrelivet er rigt og varieret. Rådyrene er de mest markante. Vildtet parrer sig i juli og august, og lammene fødes i maj og juni. Også harer, ræve og grævlinger har taget bo i skovene. Blandt fuglearter kan nævnes guldpirolen; en gul og sort sjælden fugl, der er let genkendelig, hvis man er heldig at få øje på den oppe i trækronerne. Det er en trækfugl, der opholder sig i Danmark fra
april til august. De største fugle i området er ravnene, der kan blive helt op til 67 cm og musvågerne, der her kan ses i næsten helt hvide eksemplarer. De kan blive op til 58 cm. Der er også spurvehøge og tårnfalke i området. Under klinten i de lodrette skrænter kan man se digesvalernes huller. En tur i skovene ledsages også ofte af den karakteristiske lyd af spætternes arbejde i træerne.
Langs skovvejen kan man sommeren igennem møde skov-randøjer; den eneste sommerfugl, som angriber mennesker. Træder et menneske ind på den solplet, sommerfuglen har indtaget som territorium i skovbunden, kan den finde på at gå til angreb. Det falder dog sjældent ud til sommerfuglens fordel.

Geologi
Klinten: Det smukke og specielle kystområde strækker sig mod sydøst. Stranden er vanskelig farbar på nogle strækninger, fordi en gammel kystbeskyttelse af beton forvitrer og nedbrydes. Kystbeskyttelsen havde til formål at forhindre den naturlige erodering af klinten, men i dag får naturen lov til at råde. Hvor skræntens lag er synligt, kan man blandt andet se det særlige lysegrå ’Kertemindemergel’. Merglen er en blanding af ler og kalk og blev dannet i Palæocæn-tiden for 65-55 millioner år siden. Oven
på merglen ligger flere istidslag af moræneler og smeltevandssand fra Weichsel istiden, der varede fra 115.000 til 9.550 før vores tid. Mergellaget indeholder fossilet fra især mindre dyr som krabber, muslinger, snegle og søpindsvin.

Arkæologi
Jomfruhøj: En arkæologisk prøvegravning i 1967 fandt tegn på, at anlægget ved højen har været i brug i 1300-tallet. Voldstedet kan muligvis være en forløber for Lundsgaard, men ejerforholdene i 1300-tallet kendes ikke. Jomfruhøj kaldes også Røverhøj. Det er den mest markante rest af voldstedet, og den har fungeret som fundament for det egentlige forsvarsværk. På stedet lå en avlsgård og på selve højen et forsvarsværk. Beboelse og husdyr var placeret uden for det forskansede område og var formentlig omgivet af en mindre palisade. Navnet Jomfruhøj stammer fra et sagn om tre jomfruer, der havde givet deres kærlige ja til tre riddere. Mens disse var borte på togt, bejlede tre fremmede til de unge kvinder, der imidlertid ikke ville svigte deres trolovede. De gemte sig, men desværre gøede deres lille hund, og ridderne, der ikke tog et nej for et nej, forsøgte at bortføre dem med magt. De tre skønjomfruer valgte derfor at dø for egen hånd.
Højryggede agre. I folderen er nævnt højryggede agre. De opstod i den tidlige middelalder, da landmanden anvendte en såkaldt hjulplov. Den var særdeles vanskelig at manøvrere med, og pløjningen foregik derfor i lange baner frem og tilbage. Det resulterede i en høj midterryg og forholdsvis dybe grøfter, der samtidig dannede et primitivt drænsystem. Hjulploven var i brug frem til omkring år 1800. Når man i dag kan se de højryggede agre, skyldes det, at de aldrig siden har været dyrket, idet mere moderne pløjemetoder i så fald ville have udjævnet højderyggene.
Skoggermandshøj og Grevindehøj: Begge er gravhøje fra oldtiden.