
Kunstudstilling hos Krogkildegård Café
Besøg Café Krogkildegård der danner ramme om udstillingen Inspiration fra himmel og jord, skabt af tre lokale kunstnere.
Sommerudstilling
Hos Café Krogkildegård i Tranderup kan du opleve årets sommerudstilling med værker af tre kunstnere, der hver især har et tæt forhold til Ærø og til kunsten som livsform.
Udstillingen, der bærer titlen Inspiration fra himmel og jord, præsenterer en æstetisk helhedsoplevelse, hvor tekstil, keramik og maleri skaber et helstøbt udtryk.
Inspiration fra himmel og jord
Bag udstillingen står væver Susanna Riach, indehaver af Ceciliasminde Væveri i Bregninge, keramiker Gundi Bindernagel, der arbejder dels fra Quellental i Hamborg og fra sit sommerværksted i Tværbymark samt billedkunstner Hilda Kieseritzky fra Hildas Atelier i Ommel. De tre har skabt en sanselig og tankevækkende samling værker, der kredser om natur, nærvær og landskaber – både indre og ydre.
Den hyggelige ramme hos Krogkildegård Café giver udstillingen en særlig intimitet og nærhed, som gør det let at fordybe sig – uanset om du kender kunstnerne i forvejen eller bare er nysgerrig.
Udstillingen er gratis.