©  Foto:

Guidet tur på Skarø

Kom med på en guidet vandretur gennem Skarøs landsbyliv og historier – vi slutter ved kirken og undervejs dykker vi ned i øens liv, myter og mysterier.

Tag med på en sanselig tidsrejse gennem Skarø, hvor vi går en rolig tur på omkring 2 km og undervejs hører fortællinger om øens historie, huse og mennesker. Hvorfor ligger kirken uden for byen? Har der virkelig været smugleri her? Og hvad skete der med besætningsmedlemmerne fra de fly, der styrtede ned under krigen?

Vi kommer omkring gamle jagt- og sejltraditioner, færdsel på is og de mange små historier, der har formet øen. Måske runder vi også Skarøs højeste punkt og får svaret på, hvor mange navngivne øer og holme, der findes i Danmark – og i det Sydfynske øhav.

Spørg, lyt og mærk øens puls
Guiden deler ud af både historisk viden og øboernes egne fortællinger. Du er velkommen til at stille spørgsmål undervejs – måske kommer netop din nysgerrighed til at forme turen. Kom med og oplev Skarø med nye øjne. Gratis og for alle.

Praktisk info om færge og starttidspunkt

Starttidspunktet for arrangementet er det tidspunkt, færgen sejler fra Svendborg Havn. Sejlturen tager cirka en halv time, og den guidede tur begynder, når færgen lægger til ved Skarø Havn. Du skal selv booke og købe færgebillet tur/retur.

Book billet til færgen her

 

En del af Sommer ved Sundet
Denne aktivitet er en del af Sommer ved Sundet – et sommerunivers fyldt med ro, nærvær og fællesskab ved vandet i og omkring Svendborg.

I skolernes sommerferie, uge 26–32, kan du opleve en lang række gratis aktiviteter for både børn og voksne. Her leves livet langsomt, med tid til at fange krabber fra badebroen, tage en dukkert i Øhavets klare vand, smage på friske lokale råvarer og nyde det fredelige tempo ved den sydfynske kyst.

De fleste aktiviteter kræver blot, at du møder op med godt humør – og lysten til at være med.

Læs mere og se det fulde program her