vandring vandreferie med børn børnevenlig børnefamilie natur

Tjekliste: Sådan planlægger du en børnevenlig vandreferie

Foto: Juliane Liebermann

Både erfarne og uerfarne børnefamilier kan få en oplevelsesrig vandreferie - det kræver kun lidt forberedelse.

Hvis du ikke allerede har læst vores tjekliste til hvordan du planlægger den perfekte vandreferie, kan vi varmt anbefale at gøre det!

Denne tjekliste er nemlig et supplement til dem, der gerne vil vide lidt mere om, hvordan man skaber en fed vandreferie for børnene. Vi har været i tænkeboksen og er kommet frem til disse 10 trin. God fornøjelse!

1. Forventningsafstemning

Selvom du kender alle de fede aspekter ved en vandreferie, er det ikke sikkert, at dine børn gør. Så det skal du selvfølgelig fortælle dem.

Vær konkret og fortæl, hvad I skal lave. Tag udgangspunkt i de ting, som du glæder dig til. Del din begejstring med børnene, det smitter nemlig.

Inddrag børnene i planlægningen. Er der noget særligt, de kunne tænke sig at opleve - lege i en skov, lede efter et bestemt dyr eller gå på jagt efter spiselige ting undervejs.

Snak om mulige udfordringer – Hvad kan blive hårdt og svært? Hvad gør I, når det bliver hårdt at gå eller når det begynder at regne? Spørg børnene, hvordan I kan løse forskellige udfordringer – så virker de pludselig ikke så uoverkommelige mere.

Fortsæt med at afstemme forventningerne undervejs på ferien.

2. Øvelse gør mester

Hvis du aldrig har gået længere ture med dine børn, kan I øve jer inden den store vandreferie. Ture på et par timer, hvor du viser dem, hvad det der vandring er. Find en egnet vandrerute lige her.

Husk at de små ture skal ligne vandreferien. Hvis du regner med at børnene skal have deres egen rygsæk, skal de også prøve det på øvelsesturen. Øv jer i at aflæse kort. Spis en medbragt frokost undervejs.

Og vigtigst af alt – hvis du vil have at børnene skal kunne gå selv på vandreturen, må du ikke begynde at bære på dem på. Øvelse gør mester – de små kan sagtens gå længere ture, så længe distancen er tilpasset til dem.

Hvis du har helt små børn, der ikke har mange kilometer i benene, kan du med fordel købe en bærestol. Husk at øve dig i at gå med den inden ferien.

3. Fast base med dagsture

En vandreferie med fast base og dagsture giver fleksibilitet og tryghed. Selvom I træner længere gåture hjemmefra, er det bare noget andet rent faktisk at være af sted.

Med fast base på f.eks. et hotel, har I mulighed for at ændre planerne, hvis dagsformen ikke er til en lang tur. På dagsturene slipper I også for at bære rundt på den tunge bagage.

Ved du endnu ikke hvad disse dagsture skal bestå af? Så tag et kig på vores tjekliste til at planlægge en perfekte vandreferie. Her kan du også få et fuldt overblik over overnatningsmuligheder på vandreferien.

4. Den nemme og hyggelige første dag

Alle dage på vandreturen skal selvfølgelig være hyggelige, men særligt den første dag kan det betale sig at gøre lidt ekstra ud af det. Vælg en kortere rute og sørg for at have god tid.

Undervejs kan du vise din egen begejstring – vis små finurligheder i naturen, læg mærke til udsigten undervejs, duft til blomster og motiver børnene til leg.

Når I kommer hjem, kan dagen sluttes på en rar måde med ren afslapning, gerne tilsat lidt forkælelse.

5. Læg aktiviteter ind

Som vi allerede har været inde på, kan børn godt lide, at der sker andet end bare at gå og gå og gå. 

Undervejs på turen, kan I i fællesskab finde på sjove lege. En gren fungerer f.eks. glimrende som et sværd, hvis der dukker farlige fjender op. Grenen kan også være en machete, og skoven en eksotisk regnskov. Slip bare fantasien løs.

Du kan også opfordre børnene til at skrive dagbog på ferien. Det behøver ikke være en lang beretning fra hver dag, men måske bare nogle få sjove oplevelser, der stikker ud. Du skal selvfølgelig selv skrive i din egen dagbog sammen med børnene.

Kører børnene lidt trætte i al den vandring, kan I lave endagsture til sjove attraktioner i nærheden.

Det kunne f.eks. være en tur til Egeskov, Naturama, Fjord og Bælt, Odense ZOO, Marstal Søfartsmuseum, Den Fynske Landsby eller noget helt andet. Gå på opdagelse i de mange fynske oplevelser lige her.

6. Undersøg ruten - er den børnevenlig?

Ikke alle vandreruter er lige børnevenlige, så undersøg din valgte rute hjemmefra - måske skal den deles op i mindre bider.

Vær særlig opmærksom på højdemeter. Selvom vi ikke har høje bjerge herhjemme, kan mange små stigninger over en længere distance være lige så hårdt som en høj stigning over kort tid.

7. Distanceoptimist eller -pessimist?

Det er forskelligt hvor langt børn kan gå - det afhænger primært af alder og erfaring. Men en god tommelfingerregel er: det er bedre at være pessimist end optimist i forhold til distancen.

Ofte ender den planlagte rute med at blive længere - måske går I forkert eller måske tager I en afstikker til en sjov seværdighed eller en bænk med en smuk udsigt. Regn med at skulle lægge +10% til den planlagte distance.

Hvis du og dine børn er vant til at være aktive, kan 8-10 km om dagen være passende. Så er der tid til at holde pauser, og til at stoppe op undervejs, når I støder på sjove dyr eller planter. Samtidig er børnene ikke fuldstændig udmattede, når I kommer hjem - så er der også energi til næste dag.

Har du mindre børn (6-7 år og ned), eller børn der ikke er vant til at være aktive, kan I starte med at gå 5-7 km om dagen.

8. Den nemme løsning: Pakkerejser

Har du det bedst med at overlade det med planlægningen til dem, der ved mest om det - så er vandre-pakkerejser den perfekte løsning.

Du slipper for at booke overnatning og eventuelle færgebilletter. Du slipper for at skulle sætte dig ind i hvilke ruter, der er passende. Du skal bare læne dig tilbage og nyde oplevelsen.

9. Det rigtige grej

Enhver god vandreferie kræver det rigtige grej. En god rygsæk er især vigtig, både for dig og børnene. Kig efter en rygsæk med et kraftigt hoftebælte, justerbar ryg og gode skulderremme.

Must haves i rygsækken på dagsture:

  • Drikkedunk(e)
  • Regntøj
  • Snacks - f.eks. kiks, tørret frugt, slik eller chokolade
  • Madpakke
  • Plaster (husk også vabelplaster)
  • Lille kikkert
  • Førstehjælpskasse med vigtig medicin
  • Din telefon, gerne med nyttige apps - f.eks. et fugle- og planteleksikon og vandrekort
  • Vandrebog eller -kort
  • Evt. powerbank
  • Lidt legetøj, hvis børnene går kolde

Fodtøjet er selvfølgelig også vigtigt - det har vi allerede skrevet om lige her. I artiklen får du også tips til beklædning, hvordan du pakker rygsækken bedst, hvad der skal i rygsækken og ikke mindst lidt tips til forplejning undervejs.

Under punkt 6 i vores artikel om, hvordan du planlægger den perfekte vandreferie, kan du læse mere om kort - hvordan du selv kan indtegne ruter, link til oversigtskort over de 7 ruter på Øhavsstien samt link til køb af guidebogen om Øhavsstien. Leder du efter flere gode kort eller vandrebøger, anbefaler vi, at du kigger i din lokale boghandler.

10. Om begejstring - vær det gode eksempel

Vi nævnte det i trin 1, men vi nævner det lige igen - del din begejstring med børnene, det smitter! Hold begejstringen oppe under hele ferien, også selvom det nogle gange er svært.

Hvis du synes det hele er noget møg, fordi ungerne er umulige, det regner og madpakken er blevet våd, så prøv at ignorere lysten til at give op. Hvis først børnene ser dig give op, er det ikke sikkert, at de er klar til endnu en vandretur dagen efter.

Prøv at finde den lyse side i situationen og del den med børnene. Hvis I alligevel er blevet våde af regnen, kan I slå jer løs i alle vandpytterne. Hvis de medbragte rugbrødsmadder er blevet for kedelige, er det måske den oplagte mulighed for at finde det nærmeste ishus - hvem vil ikke gerne have is til frokost?

Sulten efter mere inspiration?

Bare rolig, der er masser at lave for vandretosser på Fyn og Øerne. Tjek vores temaside ud lige her