Vikingemuseet Ladby: Ladbykongens Verden i nye klæder

Træd ind i fyrstens gravkammer og kom helt tæt på vikingetidens magtfulde elite. 

Magt skulle iscenesættes, også i døden. På Vikingemuseet Ladby kan man i dag opleve hele to grave fra den absolutte magtelite. Fundene fra skibsgraven viser, at det var en magtfuld person, der blev begravet ved Ladby omkring år 925 e. Kr. Den fornemme person, Ladbykongen, skulle ankomme standsmæssigt til det næste rige. Og udstyret skulle være i orden. Det viser skibsgraven i Ladby, men også Rosenlundgraven, som arkæologer fandt ved Langeskov i 1978 i forbindelse med motorvejsbyggeriet over Fyn. Her er en stormand, måske en hirdsmand, begravet med sine prægtige våben og sit fornemme rideudstyr. Graven dateres til 2. halvdel af 900-tallet.

Foruden at blive begravet i sit krigsskib, hvilket var et privilegium reserveret for konger og fyrster, udgøres fundene fra Ladbykongens grav især af rideudstyr såsom seletøj og stigbøjler, inklusiv dele af Ladbykongens personlige rideudstyr. Også hundeseletøj, bl.a. et velbevaret bronze-samlestykke til en hundeline med forgyldning og fyrstens personlige stav. Sjovt nok har han også fået et spillebræt med sig. Derudover ses forskelligt jernudstyr fra skibet bl.a. de såkaldte mankekrøller, der prydede dragehovedet i skibets forstavn. 

Udstillingen har fået den helt store opdatering, og er blandt andet nu med prægtige vikingetidsfund fund fra hele Østfyn

Oplev også:

Skibsgraven
Vikingemuseet Ladbys hovedattraktion vikingeskibsgraven, også kaldet Ladbyskibet, blev fundet i 1935 sammen med 11 mindre grave, som indeholdt forskelligt gravgods. Arkæologiske undersøgelser har fastslået, at vikingeskibet omkring år 925 e. Kr. blev trukket op på land, og den døde konge derpå gravlagt i skibet i en høj sammen med sine heste, hunde og andet kostbart gods.

Når man træder ind i gravhøjen, og mørket lukker sig, fornemmer man straks den helt særlige stemning, der kendetegner Ladbykongens grav. Så snart øjnene har vænnet sig til mørket, træder det prægtige gravskib frem, og man ser skibets form og konstruktion med de over 2000 nagler og spiger, der indgik heri.

Knap 22 meter langt og næsten 3 meter bredt er skibet. Det var bygget til 30-32 roere og var forsynet med sejl. Af sejl og mast er intet bevaret, men 7 vantringe omtrent midt i skibet langs den formodede ræling slår fast, at skibet har været sejlførende. Sejlets størrelse anslås at have været 60 m2.

Forstavnen var udformet som et dragehoved med mankekrøller af jern, og agterstavnen var en krum dragehale. Skibets meget velbevarede anker med tilhørende ankerkæde og rester af tovværk ligger i forstavnen. Ombord er desuden resterne af de heste og hunde, der ledsagede kongen på hans sidste rejse.

Ladbydragen
På Vikingemuseet Ladby elsker vi at bygge, og der er næsten altid et byggeprojekt i gang. Foruden Dødeskibet - 1:1 modellen af vikingeskibet med gravgods og konge, som ses i museets kælder - indledtes sommeren 2011 endnu et ambitiøst skibsbyggeri, nemlig byggeriet af nok en kopi af det gravsatte vikingeskib i fuld skala. Ca. 22 m. langt og 3 m. bredt med plads til 32 roere. Forskellen på de to skibsbyggerier var, at dette skib skulle søsættes og sejle i Kerteminde Fjord. 5 år senere, helt præcist d. 14. maj 2016, blev Ladbydragen, som det kom til at hedde, under stor festivitas navngivet og søsat.

Skibsbyggeriet blev muligt via en større bevilling fra Augustinusfonden og Kerteminde kommune.

Nu ligger Ladbydragen i vandet, nedenfor gravhøjen og vugger hele sommerhalvåret. Gæster på museet er velkomne på bådebroen for et nærmere kig på skibet, der er dog ikke adgang om bord. Når vinteren nærmer sig, bliver skibet trukket på land, og står i et telt, hvor frivillige kræfter sørger for, at det bliver vedligeholdt, og det kan samtidig opleves af museets besøgende.

Ladbytapetet
Ladbytapetet er et 7 meter langt broderi, som fortæller historien om Ladbyskibet, Danmarks eneste kendte vikingeskibsgrav. Tapetet tager udgangspunkt dels i fundet af Ladbyskibet i 1934 og dels i den nordiske mytologi og mødet mellem den gamle asatro og kristendommen. Det er bygget op som 7 fortællinger, og man kan "læse" det fra ende til anden som en tegneserie. Tapetets midterstykke fortæller om Ladbyskibets historie, mens de to friser øverst og nederst handler om vikingetidens skibsbygning.

Ladbytapetet er permanent udstillet på Vikingemuseet Ladby. Foruden tapetet i sin fulde udfoldelse kan man se eksempler på prøveklude og en film om tapetets tilblivelse. I ”bladrebogen” kan man orientere sig om forskellige tekniske detaljer, blive klogere på historien og møde brodøserne. I forbindelse med udstillingen er der lavet et flot udstillingskatalog, som sælges i museumsbutikken. Ligeledes kan man købe en folder på dansk, engelsk, tysk og fransk, der fortæller om arbejdet med tapetet. Man kan også købe en malebog, hvor tapetets illustrationer kan farvelægges. Desuden er der lavet postkort med tapetets syv fortællinger, som kan købes i butikken.