Udstilling i Klokketårnet

Årets kunstudstilling i klokketårnets forhal er arrangeret af Klokketårnets Venner.

Lisbeth Kaare og Rikke König - begge fra Faaborg - udstiller malerier - her er et uddrag fra udstillingsfolderen:

Rikke Kønig:

"jeg er fascineret og inspireret af farver, mennesker og dyr - følelser, bevægelse og Corona"

 Rikke König er født og opvokset på Fyn, men har været bosat i Schweiz siden 1995.

En dag, da jeg på min kunstskole i Schweiz blev opfordret til at klistre avispapir på et lærred, tænkte jeg - det er ikke noget for mig! - Men da jeg var færdig med at rive, klippe og klistre kunne jeg godt se, det kunne noget det her.

Jeg kunne pludselig få tid, sted og tema med på mine billeder på en anderledes måde, og da aviserne i 2020 var overplastret med Corona artikler, stod det klart for mig - dem skulle der males på !

Lisbeth Kaare:

"Jeg er optaget af at fange stemninger og øjeblikke, især Faaborg Fjord og det helt nære landskab har min kærlighed"

Jeg er Fynbo, og har levet det meste af mit liv i Faaborg.

Faaborg er min by og herfra drev jeg i mange år min designvirksomhed indtil jeg i 2006 fik mulighed for igen at koncentrere mig om maleriet.

Jeg har malet og tegnet altid og har levet af min kreativitet som dekoratør og designer i hele mit voksne liv. I mange år var mit foretrukne medie silken, men i de senere år er det igen blevet lærred og akryl, som har fået overtaget.
Det sydfynske landskab, bakkerne , vandet og lyset har altid været min inspiration.

Værkerne som vises i Klokketårnet denne sommer er malet i 2020 - 2021. Det er fortrinsvis vand og land som jeg ser det udenfor min dør.