SkulpturOdense’21 på Hollufgård

I år afholdes Odenses traditionsrige skulpturtriennale i Skulpturparken på Hollufgård samt på Det Fynske Kunstakademi. SkulpturOdense’21 er en af de største kunstbegivenheder på Fyn, og temaet ”Brydningstid: To epokers pejling i det ukendte” danner i år rammen om udstillingen.

Vi åbner torsdag d. 1. juli i Skulpturparken og åbningen fortsætter d. 3 og 4. juli med spændende arrangementer. Her kan du bl.a. opleve opførelsen af et gesamtkunstwerk, skabt af de fem deltagere i residency-programmet “Brydningstid”. Udstillingen kan opleves indtil d. 31 oktober med en sommer, der bobler af kunst, litteratur og performance i Skulpturparken.

Specielt til børnene tilbyder vi “Kunstleg i skulpturparken”, et gratis hæfte fyldt med leg, læring og opgaver, som kan løses i parken eller derhjemme. I hæftet kan både børn og voksne lære noget om kunst, skulpturer og temaet: ”Brydningstid”.

Sideløbende med udstillingen i Skulpturparken kan du opleve den indendørs skitseudstilling på Det Fynske Kunstakademi fra 10. september og frem til 31. oktober.

Læs mere om programmet på skulpturodense21.dk