Is, vand og mennesker har skabt Det Sydfynske Øhav

Foto: Destination Fyn

Tre kræfter har skabt Det sydfynske Øhav, som vi kender det i dag: istidens gletsjere, vandet i havet og sidst – men ikke mindst – mennesket. 

De tre skabere: Isens verden

Med ubegribelige kræfter skabte kolossale gletsjere Øhavet, som vi ser det i dag. Nogle gange som en bulldozer, andre gange som en stille smeltevandskilde – men hver gang med et varigt spor i terrænet både over og under overfladen. Selvom isen er smeltet bort for 11.700 år siden, er resultatet af dens bevægelser stadig overordentligt synligt, ikke blot i bakkernes former, men også i markernes og strandens sten, ismeltevandsdalenes forløb og sågar i byers og landsbyers byggematerialer af tegl og sten.

På Øhavsstien oplever du på egen krop, hvor voldsomt isen har skubbet tidligere tiders jordlag op – for det er de bakker du går op ad, og som giver ’gode ben’. Du ser farven på jorden, der hvor undergrunden titter igennem – og måske lægger du mærke til, at det er gult ler og masser af sand, og slet ikke muld, der ligger lige over overfladen. På marken og stranden ser du stenene. Ikke ensartet, hjemligt flint, men en symfoni af fremmede klippeblokke, ført hertil med isen, som et lille visitkort. Faktisk behøver du slet ikke bukke dig ned for at se dem, for kig på gravhøjen, i kirkemuren eller på soklen på gården – så ser du de samme sten dér; et vidnesbyrd om isens Danmark.

De tre skabere: Vandets verden

Vandet kan være roligt, voldsomt, varmt eller koldt, mørkt eller lyst. Det kan være et blikstille hav, en rislende bæk eller en lunefuld mose. I Danmark er man aldrig langt fra kysten, men få steder er det dog så nærværende som her, i Det sydfynske Øhav.

På Øhavsstien kan du følge vandet, helt fra det lander som regn på toppene ved Trebjerg, Lerbjerg, Bregninge Kirke, Egebjerg Mølle og Fakkebjerg. Nogle gange kommer du helt tæt på vandet på vej ned langs bække og åer (husk tørre sokker), og alle steder kan du se de kløfter og dale, som vandet har skåret igennem landskabet i mere end 12.000 år. Syltemade Ådal er en helt speciel oplevelse af den slags. Nede ved kysten har du verdenshavet for dig. I Det sydfynske Øhav har det været livsnerven til ikke blot Danmark, men hele verden, og her har mangen en dreng og pige drømt sig ud til fjerne egne, mens sømandens kone drømte om at få manden sikkert hjem igen.

Det er vandet der gjorde øerne i Øhavet til øer, da det for godt 9000 år siden pludselig begyndte at stige mere end 100 m over hele kloden. På det tidspunkt var istidens is smeltet væk, og blev til havet. Bakker blev til øer, og pludselig var verden meget anderledes. Gå langs stranden og find redskaberne fra de bopladser, der blev oversvømmet og forestil dig stenalderfiskeren, der i sin udhulede træstamme lagde fra land for at stange ål ude på det lave vand.

De tre skabere: Menneskets landskab 

Isen og vandet skabte det lærred, som mennesket i årtusinderne efter isens bortsmeltning malede sin historie på. Menneskets landskab, kulturlandskabet, er skabt fra de tidligste jægere trådte stier i tundraens rypelyng, til nutidens naturgenopretning. Menneskets påvirkning, bevidst eller ubevidst, tog for alvor fart, da man i denne del af verden gik ind i bondestenalderen, for ca. 5400 år siden. Fra da af levede man af den jord man ejede, og fik behov for at vise ejerskabet til omverdenen, fx ved at bygge hegn eller monumenter. Mest synligt var dog uden tvivl de rydninger, der opstod i det ellers tætte skovdække, som øer i et skovhav, der med tiden dog blev til en stor, sammenhængende flade – vores danske kultursteppe. 

Det kulturlandskab vi ser i dag er især formet i nyere tid, og udskiftede landsbyer, moderne veje og kolossale markflader præger indtrykket. Ser man nøjere efter får man imidlertid hurtigt øje på sporene af ældre tider: middelalderens kirker, borge, landsbyer og møller, jernalderens landsbyer eller bronzealderens og stenalderens gravhøje. Gravhøjene er noget af det ældste, og oprindeligt har der været 5-10 gange så mange som i dag. I dag kroner de især lokale bakketoppe og fremtrædende punkter i terrænet, men i fortiden har de ligget næsten overalt, og fortalt datidens mennesker om deres forfædre – ligesom de gør i dag.

Stenalderen i Øhavet

Stenalderens landskab findes i dag både over og under havets overflade. Da isen fra Weichselistiden smeltede væk for 11.700 år siden var Danmark landsfast med England, og Østersøen og Øhavet fandtes slet ikke. I stedet var der et bakkerigt landskab med dybe smeltevandsdale, klædt med først tundra og senere skov, der var hjem for storvildt og masser af småvildt. For 7000 år siden var al isen dog smeltet væk, og vandet steg hastigt – over 100 meter! Fra biblen kender vi historien om syndfloden og Noah. Den slags historier findes fra hele verden, og kommer formentlig fra lige netop denne havstigning. For de jægere der boede i dalene på Sydfyn og øerne blev verden i løbet af få generationer til et meget anderledes sted, for pludselig måtte man omstille sig til at leve ved kysten. Det gik til gengæld fint, og i Ertebølletiden ser vi en rigdom af pladser og liv, som nok kun kunne komme i kraft af ressourcerne fra havet. Ertebølletidens kyster ligger i dag 4-6 meter under havet.

Da jægerstenalderen begyndte 3.400 f.Kr. var havstigningen aftaget, og kysterne forekom mere stabile. Helt slut var det dog ikke, og vi finder stadig spor af stenalderbønderne under havet, og ved Siø kan man endda se en oversvømmet langdysse; et gravkammer fra en høvding. Når du går på Øhavsstien kan du let kende gravhøjene fra bondestenalderen, men prøv også at forestille dig den verden der var, dengang øerne ikke var øer, og mennesker strejfede rundt i skovrige dale på jagt efter kronhjorte og urokser.

Middelalderlandskabet – bønder og adel, kirke og konge

I middelalderen (1050-1550) oplevede man teknologisk udvikling, som det ikke var set før. Det var ikke mindst vandmøllerne, der var udtryk for denne udvikling. Samtidig ændrede mange ting i samfundet sig, og tilsammen opnåede man at lægge grunden til et helt nyt kulturlandskab i et nyt Danmark. Landsbyerne med kirkerne er en vigtig del af denne fortælling. Før middelalderen skiftede landsbyerne placering med nogle årtiers mellemrum. Husene rådnede, og jorden var meget rig, der hvor mennesker og dyr havde boet i nogle år. Man kalder fænomenet for ’vandrende landsbyer’.

I middelalderen stoppede denne vandring, for med kirkerne kunne man ikke længere rykke bygningerne, ej heller de døde på kirkegården. Hver eneste stenkirke i landsbyerne er et anker, der har fastholdt en ellers vandrende landsby siden middelalderen. Ved bl.a. Nakkebølle, Hvidkilde og Fårevejle går ruten tæt forbi voldsteder fra middelalderen. Her har tidligere stået en lille borg på toppen af en jordbakke med voldgrave omkring, men i dag er de væk og stenene genbrugt andre steder. Ørkild og Tranekær er store borge, der har kunnet beskytte en hel egn, og som begge har været angrebet i løbet af middelalderen og renæssancen.

Industrialiseringen og Øhavet

Begrebet industrialisering forbindes af de fleste nok med fabrikker og byer, men i virkeligheden ses sporene af denne proces også meget tydeligt ude i landskabet. Faktisk er en del af sporene allerede ved at forsvinde, så du skal holde godt øje, når du går på Øhavsstien. Ude i det åbne land var mekaniseringen med til at ændre verden som den var kendt. Landbruget nød godt af dette, og ikke mindst infrastrukturen blev påvirket af motoriseret transport til lands og til vands. Med dampmaskiner i skibene var man ikke længere afhængig af den rette vind, og til lands var det togene, der gjorde forskellen.

Når du går på Øhavsstien ved Rantzausminde går du et stykke af vejen på det gamle banelegeme mellem Svendborg og Faaborg. Prøv at lægge mærke til, hvordan banen skærer sig nådesløst igennem landskabet, uden hensyntagen til gamle skel og grænser. Jernbaner kræver god plads, men til gengæld kunne man pludselig komme meget hurtigere frem. I Spodsbjerg gav banen adgang til nyt friluftsliv, fordi den fragtede badegæster fra Rudkøbing til de gode strande ved Spodsbjerg. På vej ind til købstæderne passerer man flere steder de karakteristiske arbejderkvarterer, der opstod, da en stor del af landbefolkningen flyttede ind til byen for at arbejde i industrien. Boligerne var små, og meget anderledes en landets gårde og husmandssteder. Til gengæld var der gode muligheder for at tjene pengeog måske komme videre i tilværelsen inde i byen. Industrialiseringen flyttede ikke blot gods og maskiner, også mennesker.