Oplev Rudolf Mathis på Fjord&Bælt

Fjord&Bælt omdannes for en kort stund til eksklusiv gourmet restaurant, når marinecentret og Restaurant Rudolf Mathis går sammen om at fortælle og særligt smage på, pighvarren.

Den berømte fiskerestaurant i Kerteminde flytter ind blandt dyrene på Fjord&Bælt den 12. og 13. oktober 2021. Her vil gæsterne kunne opleve særudstillingen ”Pighvarre” og resten af Fjord&Bælt’s unikke omgivelser og samtidig nyde en helt særlig 4-retter’s menu med gode vine, skabt af Rudolf Mathis, til lejligheden.

Anledningen er Fjord&Bælt’s særudstilling om pighvarren og et fælles projekt, der handler om at øge pighvarrens udbredelse i farvandet omkring Fyn. Partnere i projektet er lokale fiskere, DTU Aqua, Fjord&Bælt og altså også den navnkundige restaurant i Kerteminde.

Puk Lyskjær, ejer og køkkenchef på Rudolf Mathis siger: ”jeg synes det er et spændende projekt med pighvarre opdræt på Fjord&Bælt og især glæder jeg mig over muligheden for at få flere pighvarre derude i Storebælt. Og det bliver rigtig spændende at møde gæsterne på Fjord&Bælt til en middag i nogle helt specielle omgivelser. Det har jeg faktisk ikke prøvet før!”

Mette Thybo siger. ”Det bliver den rene luksus at komme på Fjord&Bælt i de 2 dage, der er afsat til middagene. Med pragtfuld mad og vin suppleret af formidlernes gode historier om pighvarren og dens liv i havet. Vi glæder os vildt til det her”.

Prisen er 1250 kroner per kuvert inklusiv vinmenu.