Martin Jensen var kun 4 år, da han fik stukket en fiskestang i favnen - og den entusiastiske lystfisker har nærmest ikke sluppet den siden. Få et par tips med på vejen om, hvordan du og børnene kommer i gang med at fiske - og hvor på Fyn der er størst chance for at få noget på krogen.
Dét er nemt! Modsat hvad mange måske tror, så er det både enkelt og ligetil at fange fine fisk på Fyn og Øerne. Køb et fisketegn, så de 1100 km fine fynske kyster åbner sig for jer. Og her kan ungerne endda fange fisk året rundt - særligt om sommeren, hvor stranden også byder på mange andre små eventyr: Den slags eventyr, som ikke kun handler om fisk – men måske at grave regnorm, fange rejer, plukke lækkert strandkål og samle muslinger. Det kan ofte blive en større oplevelse end at fange selve fisken.
Ikke meget. Køb et børnevenligt ready-to-go fiske-sæt hos fiskegrejsforhandleren med både hjul, line og prop monteret. Så mangler I kun at grave lidt orm – eks. nær ved stranden, hvor I skal fiske. For de små børn er dét ofte lige så spændende som selve fiskeriet. Og desuden en god aktivitet at vende tilbage til i løbet af turen.
En lille fiskekrog med en lille orm vil øge chancerne for at fange mindre fisk. Små fisk er også store succeser og sejre for børnene. Hvor sejt er det ikke, at fange sin egen fisk på netop dén orm, som man selv har gravet?
Det er oplagt at tage til havnene i kystbyerne. Her er ofte andre lystfiskere, som også gerne hjælper med tips og tricks – og isboden er sjældent langt væk.
Havnene rummer masser at små sultne fisk på bunden, som elsker jeres regnorme. I bilen er det nemt at køre direkte til kysten, men undgå de populære badestrande for andres og egen skyld. Dér er desuden sjældent mange fisk. Men steder uden badegæster som eks. Fyns Hoved, Svendborgsund, Gulstav og Lillebælt er dejligt nemme at fiske fra, og her er strøm, tang og sten i vandet – netop sådan steder bor børnevenlige torsk, fladfisk og hornfisk.
Ungerne skal have krogen ud på bunden af lidt dybt vand med tang og sten. Hvis du ser et sted eller strand for dig, hvor du bestemt ikke ville bade med børnene, så er det sandsynligvis et oplagt sted at fiske. Badegæster og fisk foretrækker helt modsatte forhold på stranden. Find derfor den mest forfærdelige ’’badestrand’’ du kan, og smid krogen ud i dybet.
Året igennem byder de fynske kyster på utallige eventyr for de nysgerrige. Fiskepladserne har ofte lækre blåmuslinger på stenene, som børn i gummistøvler let kan samle. I april og maj finder I strandkål på de fleste kyster, og sommeren igennem byder stranden på et væld af rejer.
En lille krabbestang, med en knust musling som madding, vil med garanti kunne fange en farlig krabbe i tangen under enhver fynsk badebro. Hvis I er bedre til at fange krabber end fisk, så er to håndfulde friske krabber jo nok til en lækker hjemmelavet krabbebisque. Alternativt kan engangsgrillen og pølserne også redde enhver fisketur.
Om Martin Jensen, 38 år