Koncert: Dreamers' Circus

Dreamers’ Circus – drømmende fornyere og alsidige spillemænd

Nikolaj Busk: flygel, harmonika, synths.
Rune Tonsgaard Sørensen: violin, guitar, synths.
Ale Carr: cittern, guitar, kanel, ukulele, træskoviolin, harmonium, synths.

Dreamers’ Circus – drømmende fornyere og alsidige spillemænd

En sen nattetime i 2009 mødtes Ale, Rune og Nikolaj til en intens jamsession på Nørrebro Spilletræf. Det var kærlighed ved første tone, og et nyt band var født. Siden da har de tre folkemusikere udfordret de gamle traditioner og givet den nordiske folkemusik et nyt look – det har gjort dem ombejlede og eftertragtede verden over. 

Musikken er i frit fald, når Dreamers’ Circus går på scenen. Med rødder i traditionsmusikken blander de nutidige kompositioner med filmiske stemningsbilleder og en sound inspireret af indiekunstnere som Bon Iver, Sufjan Stephens og Loney Dear. Sammen med publikum forvandles hver koncert til en intens musikoplevelse fuld af virtuositet og dynamisk ekspertise, der tilsammen fremkalder både sårbarhed og folkefest.

Opmærksomhed har der derfor også været meget af siden bandets start. I årenes løb er det blandt andet blevet til adskillige priser ved Danish Music Awards, flere nomineringer til Carl Prisen, et Ridderkors, en stjernedryspris fra Kronprinseparret, et par tv-programmer med Søren
Ryge samt ikke mindst en voksende lytterskare, der trofast følger trioens konstant nytænkende musik.

 

Men det er ikke kun på spillesteder og festivaler i Danmark, at Dreamers’ Circus hædres; også den japanske stjerneinstruktør, Hayao Miyazaki, har kastet sin kærlighed på bandet. Det har resulteret i flere privatkoncerter hos filmskaberen, der står bag titler som “Min nabo Totoro” og “Chihiro og heksene”. Netop Miyazakis fascination af Dreamers’ Circus er næppe nogen tilfældighed, for trioens musik byder både på fortællinger om eventyr, mystik og drømmen om noget, der var engang – alt sammen fremført med en besnærende aktualitet og et helt
enestående udtryk: ”De tre musikanter anslår ikke en streng uden at vide, præcis hvilken styrke og teknik der skal til for at fremskaffe den helt rigtige klang” , som Louise Rosengren, Information, udtrykker det.

Koncertmenu

Kaffehuset byder indenfor til en hyggelig aften. Arrangementet i Kaffehuset starter kl. 17  med bobler og snacks ved jeres anviste pladser. Herefter står den på helstegt oksehøjreb, sauce bordelaise, pommes fondant, glaserede gulerødder, samt en grøn salat vendt med sennepsvinaigrette. Drikkevarer bestilles ved ankomst.

Kuvertpris:  345 kr.

Spisningen aflyses ved færre end 30 deltagere.

Highlights i 2020/2021:
• Ny albumudgivelse: Blue, White, Gold (29. Maj 2020)
• Bandets anden USA-turné
• Midsommerkoncert i Tivoli sammen med Københavns Drengekor – aflyst pga. Corona i
2020 og udskudt til 2021
• Roskilde Festival sammen med Den Danske Strygekvartet – aflyst pga. Corona i 2020 og
udskudt til 2021
• Koncerter rundt i Danmark, afsluttet med den traditionelle Xmas Tour i år feat. Søren Ryge og Hannah Schneider

Anmeldelser:

“Autentisk folkemusik fra en anden planet.” – Peter Bastian.

”Dreamers’ Circus gør for nordisk folkemusik, hvad Astor Piazzolla og tango nuevo gjorde for den
argentinske folkemusik”, Kim Skotte, Politiken.

“Det er den mest fabelagtige forestillingskraft og det mest dirrende nærvær, der er på spil, når
Dreamers’ Circus fornyer folkemusikken”,  Emil Eggert Scherrebeck, Information.

“En lysende koncert, der talte til alle sanser”, Torben Holleufer, Gaffa.

“Seksstjernet lyksalighed”, Lene Kryger, Fyens Stiftstidende.

”Dreamer’s Circus mestrer deres instrumenter så naturligt, at man foranlediges til at tro, at Rune Tonsgaard Sørensen, Nikolaj Busk og Ale Carr har håndteret bue, tangenter og strenge lige siden Jesu fødsel”,  Louise Rosengren, Information.