Joh. Larsen Museet: Alfio Bonanno

Udstillingen er den første retrospektive visning af Alfio Bonannos værker. Den vil omfatte installationer, maleri, fotografi og meget andet.

Udstillingen giver et overblik over Bonannos omfangsrige værk. Således vil den spænde bredt fra maleriet, som Bonanno udviklede i ungdomsårene i Rom, til de mere eksperimenterende formater, herunder hans stedsspecifikke installationer og land-art; de lyriske naturfortolkninger der griber naturens essens; og ikke mindst hans politiske værker, der arbejder med højaktuelle emner som den økologiske tanke, global warming, flygtningekrisen etc. Værkernes karakter vil variere fra det helt nære studie på papir til installationer, hvori han gør brug af flere medier.

Om Alfio Bonanno
Alfio Bonanno (f. 1947) er en internationalt anerkendt siciliansk-født kunstner bosiddende på Langeland. Han står bag nogle af de største og mest bemærkelsesværdige udendørs kunstinstallationer i Danmark og er repræsenteret med projekter i store dele af verden.

Alfio Bonanno markerer sig som en af de mest indflydelsesrige nulevende kunstnere på globalt plan i forhold til eksperimenterende kunst i naturen. I sine installationer forbinder Bonanno det lokale med det globale, ligesom han med sin community building skaber skelsættende møder mellem kunst, økologiske miljøer og mennesker. Bonanno har arbejdet i lande som Italien, Japan, England, Canada, USA, Monaco, Finland, Norge, Belgien, Frankrig, Indonesien, Tyskland, Polen, Ukraine, Holland, Irland, Sverige, Ungarn, Scotland, Spanien og Australien. Han har været repræsenteret med solo- og gruppeudstillinger på en lang række væsentlige internationale museer, fonde og gallerier, herunder bl.a. det prestigefyldte Fundació Joan Miró i Barcelona og Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.