VisitFyn

Højere, bredere, smukkere!

Pottemagere og keramikere mødes til DM i Drejning i CLAY Keramikmuseum park.

Hvor stort et fad og hvor høj en cylinder kan der komme ud af en afmålt klump ler? Det er kort fortalt, hvad det går ud på, når keramikere og pottemagere fra hele landet midt i maj mødes til DM i frihåndsdrejning i Middelfart - en begivenhed, der sætter fokus på et traditionsrigt og levende håndværk, der ikke mindst i disse år nyder stor opmærksomhed.

Til mesterskaberne kan publikum følge med i den fascinerende proces, hvor kyndige hænder arbejder med at få den højeste cylinderform eller det bredeste fad ud af det levende materiale. De allerdygtigste kan i løbet af 20 minutter dreje et fad med en diameter på over 70 cm! Men det er en proces, der altid - selv for erfarne pottemagere - rummer en risiko for, at det kan gå galt.

DM i Drejning afvikles efter planen d. 15-16. maj - selvfølgelig med det forbehold, at det kan lade sig gøre med de til den tid gældende corona-restriktioner.