VisitFyn

Farver i forlis - udstilling på Ærø Museum om bevaring af skibsportrætter

Udstillingen fortæller om, hvordan naturvidenskabelige analysemetoder hjælper museerne med at sikre skibsportrætterne for eftertiden.

 

 

Skibsportrættet var en almindelig måde at afbillede et skib på i perioden ca. 1750-1950. De blev udført af særlige skibsportrætmalere, som holdt til i havnene rundt om i verden, og havde et godt blik for de finere detaljer i skibenes konstruktion.

I tidens løb er der malet tusindvis af skibsportrætter af skibe hjemmehørende omkring Bælthavet og Det Sydfynske Øhav, og en stor del af dem er bevaret på museerne. Som udstillingens titel ”Farver i forlis” fortæller, er der imidlertid tale om en skrøbelig genstandsgruppe, som stiller museerne i et dilemma. Problemet er, at langt de fleste skibsportrætter er akvareltegninger, som er sårbare over for lys.  Konservator Simon Schölch fra Bevaringscenter Fyn fortæller: ”Hvis skibsportrætterne skal ses, kræver det, at de udstilles og udsættes for lys, men samtidig er lyset årsag til deres forfald.”

Der er imidlertid hjælp at hente på Bevaringscenter Fyn, hvor konservatorerne bruger den naturvidenskabelige analysemetode ”microfading” til at beregne, hvor meget lys et skibsportræt kan tåle før dets farver, forandres for altid. Udover at fortælle skibsportrættets kulturhistorie giver ”Farver i forlis – skibsportræt i sigte” et indblik i, hvordan naturvidenskabelige metoder bidrager til bevaring af kulturarven.

Læs mere om udstillingen på museets hjemmeside her