Åbent værksted hos smykkedesigner Pia og Your Design-Nordic

Pia, der laver håndlavede unika smykker ved en ældgammel støbemetode, inviterer dig inden for i sit værksted i Marstal. 

I huset, der blev bygget i 1791 og ligger lige ved siden af det meget besøgte Marstal Søfartsmuseum, ligger der en sølvsmedje med eget støberi.

Pia Christensen skaber specialdesignede smykker inspireret af bl.a.  den unikke kultur på Ærø og af et tæt samarbejde med kunden. Smykkerne er både håndlavede og støbt efter den ældgamle ”tabt voks”-metode Cire Perdue.

Pia designer for kunder i både Danmark og udlandet, og hun støber for mange andre designere og guldsmede i Danmark, der efterspørger bæredygtighed i deres produktionskæde og derfor ikke ønsker at sende til fx Østen for at få støbt deres varer.

Når du booker en rundvisning hos Pia i hendes værksted, får du lov til at se prototyper og vokstræer, og du får mulighed for selv at lave et voksaftryk. Du har altid mulighed for at få en snak med Pia om de tanker, der ligger bag hendes designs samt de processer, der ligger forud for støberiet.

"Kig ind og nyd magien!", lyder invitationen fra Pia.

Åbningstider

  • Tirsdag, torsdag og fredag kl. 13-17
  • Første lørdag i måneden kl. 10-13

Derudover er du altid velkommen til at kontakte Pia på telefon 27 62 48 12 og lave en aftale.