Vandrernes ø i det Sydfynske Øhav

Bjørnø

Gå hele øen rundt på et par timer, men bliv længere hvis du vil helt tæt på naturen. Bjørnø er helt perfekt til vandreture.

Med sine 1,5 km2er Bjørnø en af de mindste øer i det Sydfynske Øhav. Øen er helt oplagt til en endagstur, hvor man oplever hvad øen har at byde på. Du kan nemt gå hele øen rundt langs kysten på et par timer, men hvis du vil opleve noget på din vej, kan du nemt bruge en hel dag på øen. Det er nemt at komme rundt på øen på gåben via stier, det er dog ikke specielt cykelvenligt.

Du ankommer til øen med færgen fra Fåborg. Du kan selvfølgelig også selv sejle til øen i egen båd, kajak eller kano. Øen er et yndet mål for netop kajakroere og andre fritidssejlere.

lillebjørn Bjørnø færge ø

Øhop i det Sydfynske Øhav

Hvis du vil opleve flere af de skønne øer i det Sydfynske Øhav, kan du med fordel tage på øhop. Her er det helt oplagt at gøre Bjørnø til et stop. Besøg også f.eks. Lyø, Avernakø, Skarø, Drejø, Ærø og Hjortø. Du kan vælge at bruge en enkelt dag på øhoppet eller flere dage med overnatninger på en eller flere øer.

Et øhop i det Sydfynske Øhav er en fantastisk mulighed for at opleve den smukke natur på de små øer. Mange af øerne byder på helt specielle naturoplevelser. Du kan selv prøve at lægge en plan for øhoppet ved at kigge på færgeplaner eller du kan ringe til et af turistbureauerne og få deres hjælp. Du kan også skræddersy din helt egen tur på øerne i det Sydfynske Øhav lige her.

Voderup Klint Ærø øhav øhop natur

Naturen på Bjørnø

Bjørnø er kuperet med mange bakker der er mellem 16 og 24 meter høje. Det er altså en spændende tur i naturen, der venter, når du ankommer til øen. Højbjerg er den højeste af øens bakker. Du kan også opleve Lysbjerg på 16 meter eller Milebjerg på 23 meter. Mod øst flader landskabet lidt ud og munder ud i et rev med nogle små holme.

Nordvest på øen kan du opleve en smuk strandeng med et rigt dyre- og planteliv. Her kan du være heldig at høre eller se den fredede grønbrogede strandtudse. Du kan opleve en række forskellige fugle her særligt digesvalen, der har redehuller i de høje klinter langs kysten på den sydvestlige del af øen.

Når du går rundt på øen vil du hurtigt opdage, at der ingen skov er. Det kuperede terræn er helt klart den største force ved naturen på Bjørnø. Vær opmærksom på at færdsel på den sydvestlige del af øen, Holmene og Odden, bør undgås i fuglenes yngleperiode 1. marts til 15. juli. Hvis du tager kikkerten med i denne periode, kan du måske spotte ynglende fiskehejre.

natur naturoplevelse Bjørnø

Overnatning

Hvis du har lyst til at overnatte på øen, kan du slå et telt op på den primitive teltplads. Hvis du befinder dig på øen om sommeren, kan du gøre nogle helt basale indkøb i kiosken. Du kan også overnatte på øens Bed & Breakfast.

Det er en god idé at huske badetøjet, hvis du besøger øen i sommermånederne. Der findes flere fine badesteder. De bedste finder du på øens nordvestspids ved Digerne. Derimod er stranden meget smal og stenet på nordøstkysten. 

Hvis du vil læse mere om de mange smukke oplevelser, der venter på Bjørnø, kan du læse mere på øens egen hjemmeside.

Strand Bjørnø badestrand bade sommer natur

Del denne side