Naturlegepladser på Fyn

Hvad med en udflugt til en af Fyns mange naturlegepladser? Her kan I medbringe picnickurven og have en hyggelig eftermiddag eller aften. Og hvem ved - måske finde nye legekammerater?

Der findes adskillige naturlegepladser rundt omkring på Fyn. Brug listen til at finde den der vil passe dig og din familie bedst.

Vejstrup Ådal

Ådalen er sandsynligvis dannet under den sidste istid, hvor et geologisk begreb, der kaldes Store Bælts-gletscheren, har gjort, at smeltevandet er løbet mod vest og har skuret landskabet frem, som det ser ud i dag. Fyns Amt nåede at få skabt vandrestier, som er eller bliver markerede, så man kan færdes uden at ødelægge naturen.

Det er nemmest at finde ådalen ved at gå fra Vejstrup by mod syd til Vejstrup Å. Hundrede meter efter at have krydset åen, kan I gå til venstre og følge den nye natursti. Der er tove at svinge sig i, men ellers er det de bratte skråninger og træer, der skaber den allerstørste udfordring for børnene som en ægte naturlig legeplads.

Gåsebjergsand

Naturlegepladsen på Gåsebjergsand i Svanninge Bakker er lavet i en gammel grusgrav, og den er placeret i de "lommer" som arealet er inddelt i: Den største legeplads for de 7 - 12 årige har ca. 25 legeredskaber, der er placeret langs kanten, så man kan lege "Jorden er giftig" hele vejen rundt. Troldeland er for de 3 - 6 årige og har ca. 10 legeredskaber. Der er også et område hvor man kan bygge huler og et græsareal med bålsteder. Derudover er der et regnvejrsly, hvor man kan sidde i tørvejr og "overvåge" legepladsen.

Bolbro Anlæg

Skøn oase af en legeplads som ligger i et hyggeligt grønt område lige ved siden af en sø og stier. På legepladsen er der kompangynger og -vippedyr. Klatrevægge og klatreborg. Lille rutchebane til de helt små og en stor rutchebane og et stort gyngestativ til de lidt større. Et kæmpe plus ved legepladsen er, at der er flere bænkearrangementer, hvor man kan sidde og spise sin madpakke. Anlægget ligger Roesskovsvej 113, 5200 Odense V. 

Børnebyen

Legepladsen er inddelt i etaper for de forskellige aldersgrupper og byder på udfordringer til børn i alle aldre. F. eks: svingtov, svævebane og en spændende ”fangeborg”. Her er også får og geder, der gerne vil snakkes og kæles med, gerne med en godbid. Og her er mange hyggelige steder, hvor I kan spise jeres madpakke (også hvis det regner). Kildegårdsvej 50, 5240 Odense NØ.  Bybusserne nr. 12, 31-32 og 71 kører lige til døren. Stå af ved Kirken på Vollsmose Allé. Der er altid åbent, og det er gratis at lege i børnebyen. 

Dronningemaen Naturlegeplads

Dejlig naturlegeplads med gyngestativ, svævebane, klatrenet, vandløb med broer, boldbane, flotte udskårne dyr, rindende vandløb, bakker og krat. Om vinteren ved hård frost er der skøjtebane. Skønnet aldersgruppe: 1-12 år. Legepladsen ligger på hjørnet af Møllergade og Dronningemaen i Svendborg, og der er toiletter i nærheden samt mulighed for at spise ved borde og bænke på pladsen.  

Sansehaven i Nyborg

Kæmpestor og dejlig legeplads med utraditionelle legeredskaber, der stimulerer sanserne og udfordrer motorikken. Børnene kan boltre sig på balancebomme og forskellige klatreredskaber. Der er mulighed for at se og opleve forskellige dyr som f.eks. kaniner, geder, ænder og høns. Parken giver rig mulighed for at spise sin medbragte mad, og som et særligt plus grænser den op til en dejlig og børnevenlig strand på den ene side og en skøn skov på den anden. Strandvænget 1, 5800 Nyborg, åbent alle dage, fri entré.

Stige Ø

På Stige Ø er der en masse mulighed for sjov og leg. Rødhusene er velkomstområdet med isbod, toiletter og grillhytte. Vi vil meget gerne have flere aktiviteter og flere røde huse på området. Arealet er opdelt i grunde som kan lejes af private firmaer, klubber, foreninger eller andre der gerne vil være aktive på Stige Ø. Se nærmere hvordan du lejer en grund i Rødhusene.
Du kan sejle i kano eller kajak, køre på mountainbike eller skateboard og gå på opdagelse i naturen. Øen har både bålpladser, grillhytte, toiletter og shelters til overnatning.

Galaksen i Nårup

Landsbyen Nårup er blevet til ved en fantastisk frivillig arbejdsindsats og som er et besøg værd. Det er et område både hvor lokale og udefrakommende, og sammen med byens forsamlingshus udgør den nu Nårups absolutte fællessted. Der er rig af muligheder til boldplads, svævebane, legeplads, 2 petanquebaner, bålplads og både borde og bænke til afslapning. Mange skinnecykelturister har også opdaget stedet, som flittigt udnyttes i forbindelse med en pause i pedaltræderiet. 

Musikrum i Odense

I musikrummet kan børn og voksne fordybe sig i lyde, skabt af naturen og mennesker – med hele kroppen både som tilfældige lyde og samspil.  Denne blanding af baggrundslyde, menneskeskabte rytmer og toner i naturen giver unikke oplevelser – en helt speciel oplevelse for hele familien her kan både børn og voksne få en sjov og anderledes oplevelse. 
I musikrummet kan man bl.a. opleve De syngende sten, Karrusel-spilledåse, "Øret" – musikrummets vartegn, Træinstrumenter, Slagtøjshjørnet og mange flere. 

Naturlegepladsen Troldeland i Faaborg

Naturlegepladsen Troldeland har aktiviteter for børn i alle aldre. På legepladsen er der plads til leg i Alfeland, Troldeland og Huleland, teste konditionen på sundhedssporet og massere af hygge ved bålstederne eller i madpakkehuset. 

Naturcenter Hindsgavl i Middelfart

Ved Naturcenteret er der mulighed for at lege på naturlegepladsen og gennemføre tarzanbanen. Samtidig kan man lave mad over bål og spise i naturen. Fra Naturcenteret er der også en masse aktiviterer for både børn og voksne. Ved huset er der også toiletter og andre faciliteter der kan benyttes frit.

Del denne side

Norwell Fitness - for børn

I Munkemose i Odense ligger Danmarks første lege/fitness park for børn. Se meget mere om mulighederne for leg og bevægelse i vidoen her.

Paraply

Sjov for krudtugler

I kan få sved på panden og blive helt forpustede af alle de sjove ting, I kan lave på Fyn. Sejle. Cykle. Klatre. Gå på opdagelse på de store slotte og lære en masse spændende ting om gamle dage. Uanset hvor på Fyn, du befinder dig, er du aldrig langt fra store oplevelser.