Fyn cykler sammen topbanner

Presse - FYN CYKLER SAMMEN

Foto: VisitFyn

Her finder du pressemeddelelsen samt citater fra de fynske borgmestre om Fyn Cykler Sammen - hver for sig.

Ny corona-sikker cykelevent i pinsen:
Hele Fyn skal cykle sammen - hver for sig

Corona-pandemien har fået danskerne til at synge, løbe og dyrke fitness hver for sig og alligevel med et helt unikt virtuelt fællesskab til følge. Nu gør vi det på Fyn. Vi skal selvfølgelig cykle sammen hver for sig, for hvad er mere oplagt på en ø med mere end 1200 km smuk smittefri cykelvej, hvor coronaen har trukket håndbremsen for en perlerække af cykelløb, der normalt pryder foråret.

Det ene cykelløb efter det andet er blevet aflyst i det fynske. Forsamlingsforbuddet gør det umuligt at mødes ved startstregen og forcere de fynske landeveje og mountainbikespor sammen med en horde af andre løbsdeltagere. Men 2. pinsedag bliver det alligevel muligt at få luftet den to-hjulede til en helt ny type cykelevent med masser af deltagere - spredt ud over hele Fyn. Det sker under overskriften "Fyn cykler sammen - hver for sig" og det er helt gratis.
 
-         Med "Fyn cykler sammen" vil vi skabe et cykelløb, der kan gennemføres til trods for de restriktioner, som samfundet er underlagt pga. smittefare. Deltagerne skal nemlig cykle hver for sig, sammen med deres nærmeste - eller i små grupper med behørig afstand. Ruten vælger man selv, men vi har fælles start og virtuel opvarmning fra kl. 9.30, og det hele bindes sammen af sjove konkurrencer, livesending og naturligvis det faktum, at vi alle cykler sammen på vores fantastiske cykelø, fortæller Laura Raidla, chef for Bike Island hos Destination Fyn, der sammen med DGI har født ideen til "Fyn cykler sammen - hver for sig"
 
Destination Fyn forventer, at cykeleventen kan være med til at understøtte fynboernes stolthed af øens flotte og alsidige cykelterræn, som er et vigtigt led i Bike Island-ambitionen. "Fyn cykler sammen" er nemlig ikke kun for cykelentusiaster i trikot og med toptunede racere. En cykeltur krydret med konkurrencer og fællesskab i bedste cykelløbsstil appellerer bredt til fynboerne, og alle kan erhverve sig et startnummer, hvad enten man har tænkt sig at tilbagelægge 2 eller 200 km, og hvad enten det foregår på vandcykel, el-cykel, løbecykel, mountainbike eller en rusten havelåge.
 
-         "Fyn cykler sammen" kan være med til at kickstarte de foreninger og cykelklubber, som har ligget i dvale gennem de seneste måneder. Vi ved, at mange savner de fælles oplevelser. De hungrer efter at kunne tilmelde sig et løb og sætte sig fælles mål. Det åbner "Fyn cykler sammen" rige muligheder for, siger Jacob Pallesen, der er idrætskonsulent for cykling hos DGI Fyn. Han håber også, at cykeleventen vil åbne flere fynboers øjne for cykling.
 
-         Mange har gennem de seneste måneder grebet cyklen som alternativ til en tur i de lukkede fitnesscentre. Det betyder en spirende mængde nye cykelmotionister, og "Fyn cykler sammen" giver anledning til, at klubber og foreninger kan vise dem det organiserede men fleksible fællesskab, man kan få omkring cyklingen, tilføjer han.
 
Hashtag og live-sending binder cyklisterne sammen
Selvom "Fyn cykler sammen" ikke fører til en karriere som cykelmotionist for alle deltagerne, tilbyder eventen med sikkerhed op til tre timers kvalitetstid med vind i håret og en god anledning til at komme ud i naturen måske med en lille picnic undervejs. Fornøjelsen er ganske gratis og giver adgang til euforien ved at møde andre, der ligeledes har pyntet deres cykelhjem eller gravet deres gamle prikkede bjergtrøje frem bagerst fra skabet i dagens anledning. Glæden ved at give et ring med klokken, når der passerer en anden med startnummer på styret i den modsatte vejside og lykkefølelsen, når man hashtagger en selfie på rutens mest skøre eller fotogene spot. Det hele bindes sammen af LIVE-sending på fyens.dk. 
 
-         Fyn er et af Nordeuropas bedste steder at cykle. Med Bike Island-ambitionen som pejlemærke har vi på tværs af øen arbejdet henimod dette gennem de seneste tre år. Og det skal vi nyde - også selvom det formentlig ikke bliver mange udenlandske turister, der kommer til at opleve det i år. Til gengæld vil vi gerne tiltrække danskerne, og hvad er på det her tidspunkt mere oplagt end at tage ud og prøvekøre ruterne, inden det store rykind henover sommeren. Jeg håber derfor, at rigtig mange fynboer vil benytte anledningen til at tage en frisk cykeltur sammen med cykelkammeraterne, familien - og virtuelt sammen med resten af Fyn, siger borgmester i Svendborg Bo Hansen, der glæder sig til selv at støve cyklen af og pumpe luft i dækkene 2. pinsedag.
 
Alle de fynske kommuner bakker op omkring løbet, og det samme gælder mange fynske cykelløbsarrangører, der lægger deres ruter ud til fri afbenyttelse d. 1. juni. Udover disse har Destination Fyn en lang række Bike Island-ruter spredt over det fynske landskab, så der er masser af inspiration at hente, hvis man da ikke blot vil cykle sin helt egen yndlingsrute hjemme fra hoveddøren.
 
Endelig bliver det muligt at cykle forbi en række forskellige pitstops i det fynske landskab, hvor turistkontorer, fynske cykelløbsarrangører eller klubber efter sundhedsmæssigt forsvarlige retningslinjer overrasker eller forkæler de cyklende. Og selvom "Fyn cykler sammen" ikke kårer en vinder og hiver nogen på podiet, er der masser af hæder og præmier at gå efter i de konkurrencer, der iværksættes undervejs i løbet.

#fyncyklersammen
Læs mere på www.fyncyklersammen.dk
Og følg "Fyn Cykler Sammen - hver for sig" på Facebook. 

Kontaktinformation
Gitte Vestermark, Presseansvarlig Destination Fyn, tlf. 30 59 24 42
Laura Raidla, Chef for Bike Island, Destination Fyn, tlf. 21 52 04 08
Jacob Pallesen, Idrætskonsulent cykling, DGI, tlf. 51 43 77 66
Bo Hansen, Borgmester i Svendborg, tlf. 29 27 29 59

Citater fra de fynske borgmestre

Nordfyn
-    Jeg glæder mig over det rigtig gode initiativ, der er med til at skabe aktivitet på Fyn på tværs af kommunegrænser, og som jo bare er ét af de mange resultater af det gode fynske samarbejde. 
Udover at understøtte at Fyn er en af Nordeuropas bedste cykeldestinationer, synes jeg, eventen er en sjov mulighed for både nordfynboer og gæster for at komme ud og opleve det utroligt smukke nordfynske landskab. At man så i forbindelse med eventen har mulighed for at cykle gennem Europas største bisonfarm på den nordfynske prærie, må da siges at være noget helt særligt
, siger borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen. 

Nyborg
-    ”Fyn cykler sammen” er med til at samle Fyn om noget af det, vi kan være rigtig stolte af på tværs af øen - nemlig vores smukke cykelterræn. Og hvem trænger ikke til en rask cykeltur i den her tid, hvor Corona-nedlukningen har lagt bånd på rigtig mange aktiviteter. I Nyborg har vi en lang række smukke ruter, som vi har gjort klar til cykelturisterne. D. 1. juni kan fynboerne være med til at prøvekøre dem og de får desuden den helt unikke mulighed at køre over Tour de France-målstregen mere end et år før Jakob Fuglsang og alle de andre Tour-ryttere, siger borgmester i Nyborg Kenneth Muhs  

Assens
-    ”Fyn cykler sammen” er med til at samle Fyn om vores smukke cykelterræn. Det er af de ting, vi virkelig kan være stolte af, og som vi glæder os til at dele med de danske turister henover sommeren. Og så er cykling er jo en fantastisk aktivitet, som ikke engang Covid19 behøver sætte en stopper for – i hvert fald ikke når vi kører sammen – hver for sig. Jeg håber, at rigtig mange vil benytte anledningen til en frisk cykeltur med familien eller en lille gruppe cykelkammerater d. 1. juni. Og der er god grund til at runde Helnæs på vejen. Her har vi nemlig ikke blot en af de smukkeste fynske cykelveje med vand på begge sider, der venter også en glædelig overraskelse til ganen, for de første, der passerer på to hjul ved Gl. Brydegaard, siger borgmester i Assens, Søren Steen Andersen.

Svendborg
-    Fyn er et af Nordeuropas bedste steder at cykle. Med Bike Island-ambitionen som pejlemærke har vi på tværs af øen arbejdet henimod dette gennem de seneste tre år. Og det skal vi nyde - også selvom det formentlig ikke bliver mange udenlandske turister, der kommer til at opleve det i år. Til gengæld vil vi gerne tiltrække danskerne, og hvad er på det her tidspunkt mere oplagt end at tage ud og prøvekøre ruterne, inden det store rykind henover sommeren. Jeg håber derfor, at rigtig mange fynboer vil benytte anledningen til at tage en frisk cykeltur sammen med cykelkammeraterne, familien – og virtuelt sammen med resten af Fyn, siger borgmester i Svendborg Bo Hansen, der glæder sig til selv at støve cyklen af og pumpe luft i dækkene 2. pinsedag.  

Odense
-    ”Fyn cykler sammen” er med til at samle Fyn om noget af det, vi kan være rigtig stolte af på tværs af øen - nemlig mulighederne på to hjul. Og hvad er mere oplagt end en rask cykeltur med familien eller en lille gruppe cykelkammerater i den her tid, hvor Corona-nedlukningen har lagt bånd på rigtig mange aktiviteter. I Odense har vi stolte cykeltraditioner som Cyklisternes By og masser af spændende oplevelser, som man køre efter d. 1. juni, når vi cykler sammen – hver for sig. Det kunne f.eks. være en tur over Byens Bro, der binder byen sammen netop for cyklister eller en rute, der inden for få kilometer både går gennem urbane og naturskønne omgivelser. Jeg synes, vi skal benytte anledningen til i bedste ”Fyn skal det være stil” at prøvekøre alle disse ruter, så de helt klar til de danske turister gør deres indtog henover sommeren, siger borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel. 


Faaborg-Midtfyn
-    ”Fyn cykler sammen” er et fantastisk initiativ, der sætter fokus på vores alle sammens cykelø, og vi glæder os til at se en masse cykelglade fynboer på landeveje, stier og mountainbikespor. I Faaborg-Midtfyn har vi både smukke og udfordrende cykelruter, særligt i og omkring Svanninge Bakker og Bjerge, og jeg synes, at det her er en glimrende anledning til at komme ud og prøvekøre dem. Som med alt andet vil vi fynboer jo gerne sikre os, at cykelruterne er helt klar til at tage imod de danske turister henover sommeren, og her er muligheden for samtidig at få en fantastisk fællesskabsoplevelse uden smittefare, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

Middelfart
-    ”Her i starten af juni skulle vi jo for første gang i historien have lagt vej til både start og mål for verdens tredjeældste cykelløb Fyen Rundt her i Middelfart. Det er nu udskudt til september, men så er det jo fantastisk, at vi i stedet kan skyde juni i gang på de fine nordvestfynske cykelveje med ”Fyn Cykler Sammen”. At eventen både er for de hardcore og for os, der bare godt kan lide en tur på den to-hjulede med picnickurven på bagagebægeret, tror jeg kommer til at skabe en helt særlig dynamik. Og så understøtter det en fælles stolthed over det alsidige fynske cykelterræn, som vil afspejle sig, når vi senere på sommeren forhåbentlig tager imod masser af cykelgæster udenøs fra, siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart
 

Kerteminde
-    Med en ambition om at være Nordeuropas foretrukne cykeldestination er det selvfølgelig oplagt, at vi på Fyn cykler sammen hver for sig, når corona-krisen har lagt en skygge både over turismen og mængden af de aktiviteter, fynboerne kan udfolde lokalt. Jeg håber, at rigtig mange fynboer vil benytte anledningen til tage en frisk cykeltur i det unikke fynske cykelterræn med familien eller et par kammerater – og mærke det fællesskab, vi på Fyn kan skabe, selvom vi cykler hver for sig. Og så håber jeg naturligvis, at de vil bruge nogle af ruterne i Kerteminde kommune så man ud over en fysisk oplevelse også vil få en fantastisk oplevelse i det flotte landskab vi har i kommunen. Faktisk arbejdes der også på, man for første gang nogensinde kan køre en tur i Kerteminde Kommune, også selvom man befinder sig et helt andet sted på øen – eller i landet for den sags skyld, og dermed lade sig inspirere til man rigtigt kommer på besøg, siger Kasper Ejsing Olsen, borgmester i Kerteminde Kommune


Ærø
-    ”Danmark er et af verdens førende cykellande og Fyn med øerne er Danmarks ultimative cykel-ø. Derfor er det også naturligt, at Fyn er vært for ”Fyn cykler sammen”, så alle kan få frisk luft i lungerne, skøn natur for øjet, fynske kilometer i benene og lokale drikke- og fødevarer i vores maver rundt på de små hyggelige ruter. Fyn har Danmarks bedste cykelruter og både for dem med en racer og dem med en cykelkurv og brede dæk. På Ærø har vi ruter, der er flade som en pandekage, dem vi kalder de ærøske alper og markerede korte og lange ruter og helt op til 100 km. Bliver du cykeltræt i benene på Ærø, så hopper du bare på en af vores gratis busser, smider cyklen bag på og den 1. juni vil jeg sørge for, at du får din cykel gratis med Ærøfærgerne. Vi elsker cykler, siger borgmester i Ærø Kommune, Ole Wej Petersen


Langeland
-    ”Fyn cykler sammen” er endnu et stærkt fælles fynsk initiativ i kølvandet på Corona-situationen, der får hele Fyn til at stå endnu tættere sammen i disse tider, fordi alle kan være med uanset niveau. Samtidig kan vi benytte lejligheden til at vise, hvilke fantastiske cykeltursmuligheder, som vi har her i kommunen. Både Langeland og Strynø er oplagt til cykling – dagsture såvel som længere cykelophold. Alene på Langeland har vi over 150 km. cykelruter fra nord til syd med hatbakker, skove, strande og du kan møde både sorte egern og vilde heste, siger Langelands borgmester, Tonni Hansen

Promovideo