Helt tilbage til stenalderen på Fyn

Helt tilbage til stenalderen

Det Sydfynske Øhav har været befolket i tusindvis af år, og der er fundet spor helt tilbage fra stenalderjægerne, som levede hér for 14.000 år siden.

Der er fundet utallige rester efter stenalderbopladser både over og under vand langs kysterne i øhavet, hvilket fortæller om et beboet område med mange små samfund, som levede af både jagt og fiskeri. Der er registreret omkring 70 stenalderbopladser mange typisk på 3-4 meters vand svarende til hvor kystlinjen gik dengang, med rester af køkkenmøddinger, der fortæller om et stenalderfolk som også levede af havet, nemlig af muslinger i store mængder.

Der er ligeledes fundet mange gravhøje, bopladser og offerfund specielt omkring Faaborg, Svendborg og flere steder på Langeland, som stammer fra Bronzealderen og Jernalderen, som varede henholdsvis 1700-500 år før vor tidsregning og 500 f.kr. – 1000 år efter vor tidsregning. 

Det Sydfynske Øhav har i mange hundrede år været et aktivt og vigtigt søfartsområde. Flere af de gamle handelskøbstæder var samtidig vigtige søfarts- og værftsbyer med livlig handel og transport af alt lige fra levende fisk, frugt, kvæg til almindelig persontransport. Fragtfarten blev i starten klaret af småjoller og dæksbåde, siden hen énmastede jagter til større træskibe som galeaser og skonnerter, der også sejlede på de store verdenshave. Så sent som ved starten af Anden Verdenskrig fik de sidste fragtsejlere installeret maskineri. 

I 1200–tallet hørte de skovklædte øer under kongen, og blev ifølge Valdemars Jordebog fra 1232 brugt til jagt af hjorte, fuglevildt og heste. I 1500-tallet begyndte man at rydde skov for at give plads til agerdyrkning og allerede i slutningen af 1600-tallet var skovene næsten helt væk og øerne fuldt opdyrket. Flere af øerne overgik til herregårde på Fyn, Tåsinge og Langeland, hvor fæsteforholdene nogle steder først ophørte i dette århundrede, de fleste dog 1800-tallet.

Herregårdene har haft en stor betydning for kulturlandskabet og på landsbyernes udseende og vedligeholdelse, og de har ligget meget tæt. Sydfyn har én af de største tætheder af herregårde i Danmark, hvor der er offentlig adgang til mange af parkerne, f.eks. Egeskov, Holstenshuus, Steensgaard, Valdemars Slot, Skovsgaard, Tranekær og Broholm. Herregårdene kan du læse mere om på deres egne hjemmesider. Du finder links i menuen til højre. 

Teksten er udarbejdet i samarbejde med Det Sydfynske Øhav.

Del denne side

Læs mere om hvad jættestuer er for en størrelse - klik på billedet

Jagt i stenalderen

Børneværterne Martin & Kertil fortæller her lidt om hvordan man brugte flintøkser, til at jage med. 

Egeskov slot

Slotshaver og -parker på Fyn

Mange af de fynske herregårde åbner op for deres smukke parkanlæg og haver. Find inspiration til et historisk havebesøg.