Carl Nielsen

Oplev to af Danmarks store kunstnere på Carl Nielsen Museet

På Carl Nielsen Museet kan du opleve liv og værker af en af Danmarks største komponister Carl Nielsen og hans hustru billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Begge har de sat afgørende præg på dansk kulturliv. Museet gennemgår de to kunstneres liv kronologisk, og du kan blandt andet fordybe dig i skitser, buster og musikalske værker. Desuden byder museet på en rekonstruktion af to stuer fra ægteparrets sidste hjem på Frederiksholms Kanal.

Carl Nielsen – Danmarks mest berømte komponist

Carl August Nielsen (1865-1931) har haft stor indflydelse på dansk musikliv og er uden sammenligning den mest berømte danske komponist både nationalt og internationalt. Han blev allerede mens han levede anerkendt for sine musikalske værker og sine evner som skribent og dirigent. På udstillingen kan du studere Carl Nielsens liv fra drengeårene i Nr. Lyndelse på Midtfyn til hans voksne liv som berømt komponist på Europas musikscener. Udstillingen rummer blandt andet Carl Nielsens violiner, signalhorn og flygel.

Lyt til ’Fynsk Forår’ og ’Maskerade’

På Carl Nielsen museet har du mulighed for at dykke ned i Carl Nielsens store og alsidige musikalske produktion, der blandt andet omfatter seks symfonier, tre koncerter, en del scenemusik samt kammermusik og et stort antal sange. Blandt de mest kendte værker er korværket ’Fynsk Forår’ og operaen ’Maskerade’. De fleste danskere kender desuden sangene ’Jens Vejmand’ og ’Solen er så rød mor’. Museet har en række forskellige indspilninger med Carl Nielsens musik, som du kan lytte til – blandt andet Odense Symfoniorkesters indspilninger.

Kvinden bag rytterstatuen af Christian IX

Carl Nielsen Museet byder også på historien om og værker af Carl Nielsens hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945). Hun udøvede den naturalistiske  billedhuggerkunst og var en af de store kvindeskikkelser i dansk kunst i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900. Hendes største opgave var rytterstatuen af Christian IX, der er placeret på Christiansborg Slots Ridebane. På Carl Nielsen Museet kan du opleve den største enkeltsamling af hendes værker - heriblandt relieffer fra Ribe Domkirke, buster af blandt andre Carl Nielsen og en række skitser og forstudier til rytterstatuen for Christian IX.

Kombiner dit koncertbesøg med Carl Nielsen Museet

Carl Nielsen Museet ligger som en tilbygning til Odense Koncerthus. Der er fri adgang til museet, og åbningstiderne er i høj grad tilpasset Odense Symfoniorkesters koncerter. Dermed har du mulighed for at kombinere dit koncertbesøg med et besøg i Carl Nielsen Museet.

Carl Nielsen 150 år

I 2015 ville Carl Nielsen være fyldt 150 år. Det bliver fejret over hele verden – og naturligvis også i Odense Koncerthus. Du kan læse mere om de mange arrangementer her:carlnielsen.org/kalender.

Del denne side