Cyklister overnatning

Kom med til cykelworkshops

Foto: Kasper Orthmann Andersen

- Og bliv klar til cykelturisterne! Vi afholder løbende workshops med fokus på cykelturister og deres behov i forhold til ruter, kort, MTB-tracks og ikke mindst markedsføring. Kom med og få inspiration til, hvordan cykelturisme kan bidrage positivt til din virksomhed.

Danmark oplever i disse år en stigning i antal cykelgæster. Det betyder potentielt nye eller flere kunder til dig og din virksomhed. 

Vil du have mere ud af dine cykelgæster, mens de er her? Eller vil du gerne tiltrække flere cykelturister til dit sted? Så er der rigtig god grund til at deltage i de workshops, som Destination Fyn og Bike Island udbyder løbende. Her får du specifikke tips og tricks med hjem, som du kan bruge lige netop i DIN virksomhed. 

 

Aktuelle workshops:

TEMA: Målret din hjemmeside til cykelturister og få flere gæster

Onsdag den 19. februar 2020  kl. 9-16 på Sinatur Hotel Storebælt, Østerøvej 121, 5800 Nyborg.

Føler cykelturisternes sig set, når de besøger din hjemmeside? Hvis ikke, så kan du med få, enkle greb målrette dele af din hjemmeside til dette voksende turistsegment.

Denne workshop er målrettet dig, der gerne vil have cykelturisterne til at vælge dit sted eller din service frem for de mange andre overnatningssteder og virksomheder, de kan vælge imellem. På kurset tager vi afsæt i din virksomheds eksisterende hjemmeside og sociale medier. Du får tips og tricks til, hvad du kan skrive på din hjemmeside for at tiltrække endnu flere cykelgæster, og hvordan det gøres brugervenligt. 

Derudover kan du høre om, hvad Fyn har at tilbyde cykelturisterne, som du kan inddrage på din hjemmeside. Som deltager vil du kunne få hjælp til at implementere løsningerne/produkterne på din hjemmeside og sociale medier

Læs mere og tilmeld dig workshoppen

 

Tidligere workshops:

TEMA: Styrk din forretning ved at lære cykelgæsterne bedre at kende 

Ligesom alle andre målgrupper kræver det en grundlæggende forståelse for cykelgæsternes behov, forbrugsmønstre og adfærd, hvis virksomheder skal have succes med at arbejde med dem. Cykelgæster er nemlig ikke bare én stor homogen masse, men et blandet billede af flere mindre målgrupper. Disse forskellige målgrupper kræver forskellige tilgange, og denne workshop har til formål at hjælpe dig med at forstå og bruge denne indsigt til din fordel.  

Workshoppen er en meget praktisk dag, hvor vi tager udgangspunktet i forretningsmulighederne i din og de andre deltageres virksomheder.  

 

TEMA: Skab dine egne cykelkort og cykelruter 

På workshoppen vil du få værktøjerne til at skabe og tegne én eller flere lokale cykelture, som kan inspirere dine gæster til at komme ud og få flere oplevelser – og måske til at blive lidt længere. 
Dit konkrete udbytte af denne her workshop er derfor, at du får skabt dine egne cykelture i relevante online værktøjer og som fysisk print, der er klar til brug i receptionen. 

 

TEMA: Styrk din forretning ved at målrette dit salg og marketing til cykelgæster 

Denne workshop er målrettet dig, der gerne vil opnå ekstra omsætning ved at målrette dit salg og marketing til forskellige typer af cykelgæster. Måske har du allerede pakker, produkter eller services, der er målrettet cykelgæsterne, men vil gerne tjene endnu mere på denne kundegruppe. Eller måske er det en ny kundegruppe ”i din butik”, som du godt vil vide, hvordan du servicerer bedst.  

 

Bike Islands workshops om cykelturisme udbydes af Destination Fyn i samarbejde med N8-samarbejdet og Dansk Kyst- og Naturturisme som del af EU-Socialfondsprojektet ”Danske Turismekompetencer”, og undervisningen er derfor gratis. Til gengæld skal deltagerne opfylde projektets adgangskrav. Det indebærer bl.a., at der skal føres timeregnskab ifm. kursusdeltagelse, idet deltagernes timeforbrug tæller som medfinansiering i projektet.