©  Foto:

Byens Bro

I maj 2015 åbnede Odenses meget æstetisk smukke cykel- og fodgængerbro, Byens Bro. Broen forbinder det grønne område ved Kongenshave og jernbaneterrænet ved Odense Banegård Center med det blomstrende studie- og havnemiljø på inderhavnen i Odense. Dermed understreges hovedformålet med broen tydeligt, nemlig at binde byen og havnen bedre sammen og give nemmere adgang for cyklister og gående mellem de to bydele. Den 135 meter lange bro strækker sig således over de 15 jernbanespor og giver adgang til tre af banegårdens perroner via trapper og elevatorer.

Broens sølvfarvede stålpylon ved Østre Stationsvej er 40 meter høj og et yndet fotomål for mange hobbyfotografer, da solens lys og spejlinger fra de omkringliggende boligkvarterer og smukke, gamle bygninger giver kreative genspejlinger i pylonens nederste del. Står du under broen ved Østre Stationsvej vil du kunne se de smukke, organiske former, som broens æstetiske design er stærkt inspireret af.

I december 2012 vandt arkitektfirmaet Gottlieb Paludan + Public Arkitekter den udskrevne arkitektkonkurrence og dermed også arbejdet med at udforme den kunstneriske del i samarbejde med Anita Jørgensen. Den danske entreprenørvirksomhed Bladt Industries vandt herefter i 2013 i et EU-udbud, opgaven om at opføre broen, der er støbt ud af cirka 3.400 tons beton og monteret med cirka 435 tons stål.

Navnet Byens bro blev offentliggjort i januar 2015, hvor Povl Edvard Hansens navn til broen vandt en navnekonkurrence, hvor omkring 1.300 personer deltog.