Fyn for børn - børnevenlige strande

Skønne badestrande på Fyn

Badevandet er i top og meget varieret hele vejen rundt om Fyn og øer. Men kan man lave andet på stranden end at bade? Her er tip til alle aldersklasser, nye lege og sjove spil – og sikkerhed, ikke mindst.

Fyns Badestrand ved Nyborg
Det er en stor, dejlig strand, der blev anlagt, da man byggede Vestbroen over Storebælt. Her er masser af lækkert, fint sand på stranden og dejlig sandbund lidt ude i vandet. I skal ikke så langt ud, før der er dybt nok til en god svømmetur. Den store vandgennemstrømning i Storebælt sørger for, at badevandet altid er rent og klart. Hvis I ikke bruger badetøj, lægger I jer på de yderste 150 meter af stranden – ud mod broen. Stranden har livreddere, som sidder i tårnene fra kl. 10-18 i sommerperioden.

 
Elsehoved Strand, mellem Nyborg og Svendborg
På Østfyn ligger den populære Elsehoved Strand. Kør ud mod vandet fra vejen mellem Nyborg og Svendborg. Elsehoved Strand er en glimrende strand med fint sand og børnevenlige dybder samt masser af liv i sommerhalvåret.

Christiansminde Strand ved Svendborg
Denne fine strand ligger i gå- og cykelafstand lige øst for Svendborg. Benyt evt. den dejlige sti langs vandet forbi roklubben. Stranden er populær og tiltrækker fra morgen til aften både børnefamilier og unge. Udsigten er vidunderlig og appellerer til picnic og grill. Vandet er dejligt, og der er en badebro, hvor det berømte veteranskib ”Helge” lægger til. Stranden indbyder til boldspil, der findes en minigolfbane og legeplads, ligesom kiosken er berømt for meget store softice.

 
Båring Strand ved Nørre Åby
Dejlig og meget børnevenlig strand, hvor I kan gå langt ud, inden vandet når navlen. Der kan være et lille stykke med sten i starten, men herefter er der den blødeste sandstrand.

Føns Strand syd for Middelfart
Dejlig og indbydende sandstrand med ganske få sten. Klart og rent vand, meget børnevenligt. Plads til lidt større armbevægelser og boldspil bag stranden. Stranden har blåt flag. Toilet og kiosk ved stranden.

Bøjden Strand ved Faaborg
Stranden ligger i forbindelse med Bøjden Strand Feriepark. Det er en smuk hvid sandstrand, hvor man skal rigtig langt ud, inden det bliver dybt. En populær og rigtig børnevenlig strand på det sydlige Fyn.

Hasmark Strand ved Otterup på Nordfyn
En af Fyns bedste og mest populære badestrande. Den strækker sig flere kilometer fra Enebærodde til Bårdesø og Tørresø Strand. Her er lavt og børnevenligt vand. Et langt dige følger stranden og er en oplagt mulighed for en gåtur. Campingpladsen bagved er også meget populær. Men pas på strømmen, der er fart på vandet på Nordfyn, hvilket giver gode bølger, frisk vand, men også behov for omtanke, når man bader.

Bogense Marina og søbad
Bogense by er altid et besøg værd, når sommeren er på sit højeste, og I trænger til en badetur. Der er valget mellem badestranden til venstre for marinaen, eller man kan gå langs den nye havnefront og ende ved søbadet. Her findes flydebroer og tømmerflåder, som I kan forlyste jer med. Søbadet henvender sig til det lidt ældre publikum, men senere på aftenen er der ofte mange unge mennesker i og omkring søbadet. På stranden ved marinaen er der gode muligheder for børnefamilien. Her er forholdsvis lavvande på venstre side af stendigerne.

Ristinge Strand – Langeland
Længere sydpå, på Langeland, ligger den berømte Ristinge Strand, som helt givet er en af de bedste badestrande på Fyn. Berømt bl.a. for sin flotte natur med 30 meter høje klinter og desuden et velegnet sted at kigge efter fossiler. Kombinér badeturen med en anden naturoplevelse, og spændende sten kan komme hjem til samlingen eller blot beundres i bilen på vej hjem.

Smørmosen Strand, Thurø syd for Svendborg
Der er noget for alle aldre her: Ringspil, hoppepude, legeborg med armgang, klatrereb, sandkasse med gravko, petanque, stangtennis og ikke mindst en nærmest legendarisk minigolfbane!
Derudover er der en kæmpe græsplæne og en lækker sandstrand.
Der er buske, man kan ligge i læ af, og man kan parkere i skoven, så man ikke kommer hen til en stegende hed bil efter endt strandtur.
Simpelthen DKs lækreste strand for børn og resten af familien.

 

Eriks Hale Strand, Ærø

En anderledes strand ved Marstal med vand til begge sider. På den ene side findes der stille lunt vand og på den anden er der det friske vand i Østersøen. Langs stranden ligger der også en masse hyggelige badehuse.

Del denne side

Baderåd

Møder du en brandmand

  1. Lær at svømme og springe rigtigt
  2. Bad aldrig alene
  3. Bad kun, hvor det er tilladt
  4. Gå kun ud til navlen
  5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
  6. Svøm langs kysten
  7. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
  8. Gå op, når du begynder at fryse
Her må du ikke bade
  • I havne, i nærheden af moler, bølgebrydere eller fiskernes bundgarnspæle.
  • I moser og småsøer. Her står vandet næsten altid stille og kan være meget koldt lige under overfladen
  • I søer og åer med vandplanter
  • Alle steder, hvor der står badning forbudt
Skønne fynske badestrande

Funen map