Cykelrute 70: mellem Middelfart - Assens

Samlet afstand: 43 km - 41 km på asfalteret vej - 2 km grusvej

MIDDELFART:

Siden 1930 har Den Gamle Lillebælts bro forbundet Fyn og Jylland, og i dag kan man 60 m over vandet gå  Bridgewalking  på toppen af broen fra Middelfart til Fredericia og retur. Middelfart er en moderne handelsby, hvis historie er tæt forbundet med marsvinefangst i Lillebælt. I dag kan områdets gæster komme tæt på Danmarks mindste hval på en Hvalsafari-tur fra Middelfart Gl. Havn. Middelfart Marina er et mekka for vandsport-elskere. Surf, SUP, Sit-on-Top, Kys en fisk og klap en krabbe er blandt de mange aktiviteter der forgår fra stranden.

Gamborg Fjord Indtil for ca. 100 år siden havde Gamborg Fjord stor betydning som centrum for marsvinejagt. Marsvinene blev gennet ind i fjorden, hvor det var let at fange dem. Der blev fanget op til 4000 marsvin om året. Dyrenes tran gav marsvinejægerne et økonomisk fundament, indtil petroleum blev almindelig udbredt. I Hindsgavl Laden kan man se en udstilling om bl.a. marsvinefangsten i Lillebælt og Gamborg Fjord.
Svinø har navn efter marsvinefangsterne. Øen er forbundet med Fyn ved en dæmning, og her ligger en lille idyllisk bådehavn. På Fynssiden er et større område med rørsumpe og mose udlagt som vildtreservat. Der er inf. på stedet. I bunden af Gamborg Fjord ved Ronæs ligger Ronæs gamle Handelshus. Man kan forestille sig, hvorledes de gamle handelsskibe har stået ind i fjorden og har kunnet ankre op ved handelshuset med varer fra eksotiske steder på kloden.
Halvøen Fønsskov rager langt ud i Lillebælt. Som navnet antyder har stedet været skovklædt helt op i 1600-tallet. Vælger man en tur ud i Fønsskov, vil man møde et kystlandskab med mange strandsøer og et rigt fugleliv. Bl.a. mange fiskehejrer på besøg fra Fænø, der rummer Danmarks største koloni af fiskehejrer.

Wedellsborg Når Grevindeskoven er passeret skifter landskabet karakter og får herregårdspræg. Herregården Wedellsborg har Fyns største jordtilliggende. Den trefløjede hovedbygning har gennem tiderne været ombygget flere gange, men endnu er der rester fra det oprindelige 1300-tals bygningsværk. Der er flere kilometer vandrestier omkring W. Det kan anbefales at gå en tur ud gennem skoven til stranden.
Ved den meget velbevarede middelalderlandsby Sdr. Åby har Brænde Å (se rute 71) sit udløb. Hvis man cykler lidt østpå, vil man få et stærkere indtryk af Vestfyns længste og mest naturlige vandløb.

 

Del denne side

De fynske cykelruter - se dem alle her

Cykelruterne dækker hele Fyn, samt Langeland og Ærø. Alle er de udførligt skiltede og lagt ad de mest cykelvenlige veje.

Du bliver ført sikkert gennem de smukkeste ruter på Fyn.