©  Foto:

Rosenfestival

Rosenfestival er en fest for alle sanserne - tag til Bogense den 1. weekend i august og vær med til den store fest med de skønneste roser i hele landet!

Besøg Rosenfestivalen i Bogense den første weekend i august kl. 10-17! Hele byen er pyntet op med roser, og der er mange smukke blomsterdekorationer og skulpturer. Der er musik i gaderne, hyggelige boder og spændende workshops og foredrag om roser, og så er der en ægte god stemning.

I 2024 vil Rosenfestivalen finde sted 3.-4. august.
Årets tema er SPORT i anledning af sommerens OL, fodbold-EM og Tour de France.

Flotte udstillinger

Der kommer flere og flere rosendekorationer hvert år. Der er altid mange smukke roser at se på, og når festivalen er slut søndag eftermiddag, kan I købe de roser, der er brugt til at pynte op i gaderne.

Der er også flotte udstillinger hvert år forskellige steder, hvor I kan se flere flotte roser, blomster og kunst.

På Bogense Rådhus pynter Hindsgavl Slot smukt op til en flot udstilling. I Bogense Kirke udstiller Dansk Bonsai Selskab, og hos Marineforeningen udstiller Orkideklubben Fyn. I år er det en af Danmarks dygtige portrætmalere Kamilla Herskind, der udstiller sine værker i Multisalen på Bogense Skole.

Entré til alle udstillinger får du ved at købe et Rosenfestivalprogram til 30,-kr. 

Der er fødevaremarked på torvet, haveboder på Sct.Annagade og marked i bymidten med kunsthåndværk og andre spændende varer.

En skøn tradition

Rosenfestivalen blev afholdt første gang i 2007 og har udviklet sig med stor succes.

Se mere om hvem der har indviet Rosenfestivalen, deltaget i rosendåb gennem årene og meget mere om Rosenfestival på visitnordfyn.dk/rosenfestival