Cykelrute 6: mellem Middelfart - Odense - Nyborg

Samlet afstand: 89 km 84 km på asfalteret vej og 5 km på grusvej.

MIDDELFART: 

Marsvinefangst, færgefart og fæstninger har præget Middelfarts historie. Byen blev købstad i middelalderen og have storhedsperiode som Lillebælts toldsted indtil slutningen af 1600-tallet. I dag er Middelfart en moderne handelsby, og marsvinefangsten er erstattet af Hvalsafari hvor man kan komme helt tæt på Danmarks mindste hval. Områdets største attraktion er Bridgewalking hvor man 60 m over vandet kan gå på toppen af broen fra Middelfart til Fredericia og retur. Af andre attraktioner kan nævnes Henner Friisers Hus som beskriver marsvinefangstens betydning for byen, samt CLAY Keramik Museum Danmark – et enestående specialmuseum for keramisk kunst. Byen er næsten omringet af vand og med megen skov. I Hindsgavl Dyrehave har gode cykel- og mountainbikestier gennem herregårdslandskabet og parken med de mange hundrede kronhjorte, rådyr og dådyr.

Langesøskovene Langesøskovene er et fondsejet skovbrug med alsidig drift. Langesøskoven er et yndet udflugtsmål for odenseanerne med søen, slottet og skovkapellet. Langesøstien, forbeholdt cyklister og fodgængere, fører dig herfra og helt ind til Rugårdsvej meget tæt på Odense centrum.

ODENSE: 

Odense kendes tilbage fra vikingetiden, hvor der lå en ringborg ved åen. I slutningen af 1700-tallet var Odense Danmarks største provinsby. Som 'Fyns hovedstad' byder Odense på utallige seværdigheder og forlystelser, bl.a. H.C. Andersens Hus, Odense Zoo, Børnekulturhuset Fyrtøjet, Brands Klædefabrik og meget, meget mere. Odense Lufthavn ved Beldringe øst for Rute 35 er Fyns største lufthavn. Den har dog mistet betydning som følge af Storebæltsbroens åbning i 1997/98 med jernbane og motorvej, hvorved køretiden fra Odense til København nu kan klares på 1½ time. Ved lufthavnsbygningen ligger Historiecenter Beldringe i en original bunker fra 2. verdenskrig. Museet indeholder bl.a. en udstilling om luftkrigen over Fyn 1940-45 og om Civilforsvaret. (Obs. Begrænset åbningstid - info. på Nordfyns Turistbureau).

Fraugde kirke Fraugde Kirke er en anselig landsbykrike, der i 1600-tallet tilhørte Fraugdegård og dermed biskoppen og salmedigteren Thomas Kingo. Du vil se, at kirkens interiør overvejende er fra renæssancen med en smuk mindetavle over Thomas Kingo og hans hustru. Kirken rummer flere gravmæler, bl.a. over adelsfamilier fra Hollufgård.

Tarup Davinde & Rønninge Senere på ruten møder du Davinde og Rønninge, to typiske østfynske landsbyer. I Davinde ligger et gammelt bystævne, hvor stenene danner cikel om et lindetræ, der er omkranset af en møllesten. Lige syd for ruten ligger Tarup-Davinde grusgrave. Det er et omfattende og spændende "naturområde", som er formet af omfattende grusgravning igennem årene. Du kan gøre holdt her med en madpakke og noget drikkeligt. Der er naturudstilling og foldere over området ved Ålykkestedet nord for Hudevad. Rønninge er næsten uforandret i forhold til sit oprindelige 800 år gamle gadeforløb og rummer adskillige bindingsværkshuse. Du vil se, at landsbyens gadenet er intakt med kirken i centrum, og hvor fem gader udgår i hver sin retning.

NYBORG:

Vindinge Å ser du bedst fra kirkepladsen i Vindinge. Åen har udløb i den smukke Holckenhavn Fjord syd for Nyborg og blev i middelalderen muligvis brugt som transportvej ind i det østfynske område. Nyborg rummer også andre middelalderlige bygninger, f.eks. Korsbrødregården og Mads Lerches Gård, som i dag er museum. Nyborg var regeringsby i 1100-1400 tallet, og Nyborg Slots ældste dele er fra ca. 1170, men der er foretaget ombygninger mange gange siden.

Del denne side