Cykelrute 35: mellem Odense-Bogense

Samlet afstand: 35,5 km på asfalteret vej

ODENSE:

Odense kendes tilbage fra vikingetiden, hvor der lå en ringborg ved åen. I slutningen af 1700-tallet var Odense Danmarks største provinsby. Som 'Fyns hovedstad' byder Odense på utallige seværdigheder og forlystelser, hvorfor vi henviser til inf. på O. Turistbureau og i et vist omfang byens overnatningssteder m.fl..
Odense Lufthavn ved Beldringe øst for Rute 35 er Fyns største lufthavn. Den har dog mistet betydning som følge af Storebæltsbroens åbning i 1997/98 med jernbane og motorvej, hvorved køretiden fra Odense til København nu kan klares på 1½ time. Ved lufthavnsbygningen ligger Historiecenter Beldringe i en original bunker fra 2. verdenskrig. Museet indeholder bl.a. en udstilling om luftkrigen over Fyn 1940-45 og om Civilforsvaret. (Obs. Begrænset åbningstid - info. på Otterup Turistbureau, tlf. 64823200).
 
Dallund Slot Ad Søhusstien cykles mod landsbyen Allesø. Lige uden for byen, ca. 1 km. fra ruten, ligger Dallund Slot. Godset blev anlagt i middelalderen og blev en af Fyns største hovedgårde. Hovedbygningen fremstår i dag som et pompøst, gotiskpræget anlæg med et trappetårn med spir, opført ca. 1540 og med senere tilbygninger. Man kan gå tur ad stien rundt om søen, hvor mange forskellige fuglearter holder til, f.eks. Lappedykker, Blishøne, Rør- og Sivsanger samt Nattergal. Dallund Slot fungerer i dag som rekreationshjem.
Lige før Stensby passerer man et mindesmærke for baron Blixen-Finicke. Fæstebønderne ved Dallund rejste dette minde, da de i 1852 blev selvejere. Inskriptionen lyder kort og godt: "Sit Løfte har Han holdt". Andre inskriptioner findes i en have i Stensby. På et hjørne har en familie fået den pudsige idé at opstille en række sten med indhuggede poetiske strofer.
Glavendruplunden Her findes en runesten med Danmarks længste indskrift.
Stenen indgår i en usædvanlig stor skibssætning fra vikingetiden. Skibssætningen er anlagt oven på en bronzealdergravplads.
Der er opstillet flere mindesten for historiske begivenheder, bl.a. Danmarks Befrielse 1945. Der har været afholdt mange grundlovsmøder i lunden. (Info. på stedet).
Skamby Kirke På vej mod Skamby passerer man en stor bronzealderhøj. Her findes også inf. Kig ind i Skamby Kirke, hvis den er åben. I kirken findes et nadverbillede og i den ene korsarm står en majestætisk stol. Sognets folk fortæller, at disse ting blev hentet til kirken fra Dallund Slot i forbindelse med en gejstlig handling, hvor Hans Majestæt Kong Frederik den Syvende skulle være gæst. Kirken regnes for en af Fyns ældste. Den er romansk, men tårnet og de to korsarme er senere tilbygninger i gotisk stil.
På strækningen omkring Kragelund Møllebæk ses resterne af Grindløse Ås, som desværre er medtaget af grusgravning. Man er nu på vej mod de to store nordfynske herregårde, Sandagergård og Gyldensten (se rute 31-32). Overvej kort efter Gyldensten at stikke til højre til den smukke Stegø Mølle, som blev restaureret efter en brand i 1974.

BOGENSE:

I Bogense, der er Fyns mindste købstad, er der flere seværdige gamle huse. Det middelalderlige torv er omkranset af store træer og lave huse med pittoreske facader. Den lille statue 'Manneken Pis', der er en kopi af Bruxelles' vartegn, blev skænket byen af en bogenser, der selv var hittebarn.

Del denne side

De fynske cykelruter - se dem alle her

Cykelruterne dækker hele Fyn, samt Langeland og Ærø. Alle er de udførligt skiltede og lagt ad de mest cykelvenlige veje.

Du bliver ført sikkert gennem de smukkeste ruter på Fyn.