Fyn og Øhavet er blandt Nordeuropas bedste cykeldestinationer

 

 

Vi kalder Fyn og Øhavet for Bike Island, fordi området med sine 1200 km skiltede cykelruter giver både store og små cyklister mulighed for at køre på opdagelse i et vidt forgrenet cykelterræn, som veksler mellem flade strækninger helt tæt på kysten, bakkede landeveje der bugter sig mellem marker, skove, idylliske landsbyer og købstæder. Tag cyklen med på øhop og mærk ølivet på de mange småøer, som omkranser Fyn eller opdag cykelvenlige Odense, som både byder på 1000-årige historie og moderne storbyliv i rivende udvikling. Har du mudder i årene, har Fyn et hav af mountainbikeruter med garanti for adrenalinkick.  Fyn er desuden kåret til UCI Bike Region. En pris, som UCI giver til byer eller regioner, der har særligt klare strategier for at udvikle cyklismen i deres område og som har evnen til at tiltrække og afvikle store UCI-events.